I Bjerringbro-Silkeborg håbede man på det europæiske håndboldforbunds (EHF) nåde og et wild card til næste sæsons Champions League.
En tredjeplads i ligaen berettigede egentlig ikke til en plads i den fineste turnering og de rare præmiepenge, der følger med, og derfor var skuffelsen også til at overse i det jyske, da EHF tidligere i dag meddelte, at den danske klub var blevet forbigået.
Det fortæller klubbens direktør, Jesper Schou, der ellers mener at bredden i den danske liga har gjort Danmark fortjent til ekstra repræsentation i Champions League-gruppespillet.
- Beslutningen er som forventet. Vi vidste godt, at det ville være svært at få det. Men vi syntes, at vi skulle prøve at se, om ikke Danmark skulle få tre pladser, og med de præstationer vi har lavet i år, så synes jeg, at der var en god timing i at prøve at gå efter den tredje danske plads.
- Vi har jo set, at Tyskland og Frankrig har haft tre hold med de seneste år, og hvis der var en liga til, der skulle have det, så mener jeg klart, at det bør være den danske.
Bedre end Besiktas
Skjern fik som ligaens nummer to sit wild card, men det er før sket, at EHF har valgt at forbigå klubber, der ellers er sluttet på en bedre placering i sin liga til fordel for kommercielt set mere attraktive konkurrenter.
Det mener Jesper Schou også har gjort sig gældende i denne omgang, hvor EHF har vægtet andre hensyn end de rent sportslige højest.
- Kigger man på det rent sportsligt, så er de hold, der nu er kommet med i den næstbedste Champions League, så er der vel i hvert fald fem – seks hold, som vi er bedre end – og også klart bedre end, bl.a. Besiktas.
- Så det er klart, at der er nogle politiske ting, der spiller ind. Der er også nogle hensyn til, at man gerne vil brede håndbolden ud, tænker jeg, og det gør, så at vi ikke kommer med, siger han.
Én million kroner
For BSV betyder den manglende deltagelse, at der opstår et hul i regnskabet, hvor der i den forgangne sæson har stod indtægter fra Champions League, hvor klubben nåede frem til 1/8-finalen i Champions League.
I den kommende sæson bliver det europæiske islæt EHF Cuppen, hvor indtjeningsmulighederne er markant mindre.
- Det ville også økonomisk være at foretrække, fordi EHF Cuppen er bare ikke så interessant på det punkt. Så der kan vi se frem til at mangle i hvert fald en million kroner, som vi skal ud at finde. Vi kunne nok have fået det til at balancere i nul, hvis vi var med i Champions League.
- Hvis vi havde været med, så havde det givet en mulighed for at overveje, om vi skulle hente et par spillere mere, men den overvejelse slipper man for, når det kun hedder EHF Cup, fortæller Jesper Schou.
BSV skal igennem en kvalifikationsrunde for at få adgang til gruppespillet i EHF Cuppen, hvor klubbens bedste resultat er en kvartfinale.