Da Fredericia-spillerne onsdag aften gik i omklædningsrummet efter at have booket billet til DM-finalen, fik de lige et øjeblik til at se hinanden i øjnene.
De havde givet klubben og tilhængerne deres første DM-finale siden 1980. Men for spillerne individuelt var det mindst en lige så stor bedrift.
For som de sad der og kiggede på hinanden, spurgte de, hvem der havde prøvet det før. Langt de fleste kunne sige nej.
Enkelte havde prøvet det i udlandet. Men for størstedelen bliver det på søndag første gang i karrieren, at de prøver kræfter med at spille om et nationalt mesterskab. Det fortæller Anders Kragh Martinusen efter triumfen til DR Sporten.
- Jeg synes, det er så vildt.
- Man skal jo tænke på, at det her er nogle gutter, som ikke har prøvet så forfærdeligt meget. Vi tog en bronzemedalje sidste år, og det var jo voldsomt stort for os. I år skal vi så spille finale, så prøv at forstille dig 16-18 drenge, der er helt oppe at ringe. Det er, som om de har fået en billet til Skanderborg Festival, siger den 31-årige højre back.
For Fredericia-spillerne venter første festivaldag på søndag, hvor de spiller finalen-seriens første kamp mod Aalborg i Gigantium. En festivaldag, der kommer flere år tidligere end beregnet.
I Fredericia havde de nemlig en plan, da de i 2022 ansatte den tidligere danske landstræner Gudmundur Gudmundsson. Målet var, at de skulle i DM-finalen på tre-fire år, oplyser træneren.
Der gik kun to, og det tager de bestemt ikke for givet i traditionsklubben fra Trekantsområdet.
- Jeg er så utrolig stolt af spillerne. Jeg har oplevet mange ting i min karriere, men jeg er virkelig rørt over det her. Jeg ved, hvor stort det er i Danmark, og det er en kæmpe milepæl for klubben, siger Gudmundur Gudmundsson.
Fredericia havde sin storhedstid i 1970'erne, hvor de vandt fem mesterskaber i træk. I 1980 spillede holdet sin seneste DM-finale med sølv til følge. Det er den storhedstid, man vil tilbage til - men på en organisk måde.
- Vi er jo stadig ved at bygge op. Klubben havde ønsket om at komme tilbage på en sund og rolig måde. Da jeg kom til klubben for fire år siden, havde jeg bare ønsket om top otte. At være med til den her overraskelse og være i finalen er noget, man skal knibe sig selv i armen over, siger Anders Kragh Martinusen.
Giganten fra Aalborg venter
Fredericia og Gudmundur Gudmundsson skal finde det helt store kollektiv og nogle taktiske genialiteter frem fra værktøjskassen, hvis de skal gøre sig forhåbning om at gentage 70'ernes bedrifter.
For Aalborg må være en modstander, vi godt kan opgradere fra en skefuld til den helt store suppeske. Med spillere som Mikkel Hansen og Niklas Landin plus det faktum, at de er i Final4 i Champions League, bliver det nemlig en vanskelig opgave - men bestemt ikke umuligt ifølge Fredericia-træneren og højrebacken.
- Vi har haft den filosofi hele sæsonen, at vi tror, vi kan vinde alle kampe. Min attitude er, at vi altid kan vinde, så det går vi efter, siger Gudmundur Gudmundsson.
- De er jo på mange måder et hold, der bare ruller derudaf. Men vi skal håbe, at vores forsvar, kan ødelægge deres rytme, og så må vi se, hvad der sker i egen hule. Der har vi heldigvis haft nogle tætte kampe, siger Anders Kragh Martinusen.
Sidst Fredericia og Aalborg krydsede klinger endte det uafgjort. Med et lignende resultat på søndag kan outsiderne fra Trekantsområdet i den grad håbe på guld.
Men i første omgang vil de bare nyde de formentlig største kampe, de kommer til at spille i karrieren.
- Der er en ekstra stor glæde i, at vi har gjort det her sammen og har opnået noget af det største, som i hvert fald 90 procent af os nok kommer til at opleve, fortæller Anders Kragh Martinusen.
- Jeg var helt oppe at køre sidste år over bronzemedaljen. Jeg var en lille dreng fra Odder, som ikke på nogen måde havde forestillet sig i sin vildeste fantasi, at han skulle være professionel håndboldspiller. Og så lige pludselig i en alder af 31 at stå i en DM-finale, det havde jeg aldrig nogensinde turde håbe på.
Fredericia møder Aalborg på søndag klokken 16.00 i første opgør på udebane.