Fredericia og Ribe-Esbjerg havde skabt en af de mest dramatiske DM-semifinaler med de to første opgør.
Men i den tredje og afgørende kamp i Fredricia onsdag aften var der ingen tvivl om, hvem der skulle have finalepladsen.
Fredericia sendte nemlig Ribe-Esbjerg hjem med et nederlag på hele 34-25 og er i DM-finalen for første gang siden 1980.
Fredericia og Ribe-Esbjerg har ikke været til at skille ad i DM-semifinalerne. I de to første opgør er det nemlig endt uafgjort begge gange (23-23 og 27-27), hvorfor en tredje kamp var nødvendig for at finde Aalborgs modstander i DM-finalen.
Samme mønster gentog sig i kampens begyndelse, da ingen af holdene formåede at skabe en føring, der var større end et mål på de første 18 minutter.
Først efter næsten 20 minutter formåede højrefløjen Kasper Young for alvor at give den udsolgte hal med 2400 tilskuere i Fredericia noget at juble over med sin scoring til 10-8. Martin Bisgaard kunne kort efter sende de rødklædte fans i drømmeland, da han gjorde det til 11-8 i det 21. minut. En tangering af den største føring i hele semifinale-serien.
Ribe-Esbjerg hang dog i med næb og klør og sørgede for at holde forspringet nede. Lige ind til Fredericias målvogter Sebastian Frandsen stemplede ind. Den 29-årige målmand lukkede af de sidste par minutter, og så kunne hjemmeholdet lave tre mål i træk og gå til pause foran med 16-12.
Ny føringsrekord i den dramatiske semifinale-serie, der måske for første gang fik spændingskurven knækket.
Hjemmeholdet havde momentum, og det duftede af finalefest i den rødklædte arena i Fredericia.
Fredericia blæste gæsterne hjem til Vestjylland
Det er kun cirka to måneder siden, at Jesper Holm blev forfremmet fra assistent- til cheftræner i Ribe-Esbjerg, efter klubben havde tabt seks ud af otte kampe.
Han formåede dog at samle holdet op, kvalificere det til slutspillet og endda føre dem til semifinalen - som de så også havde tvunget ud i tredje kamp.
En stort bedrift taget i betragtning af holdets tilstand. Men onsdag aften var miraklernes tid forbi for Holm og vestjyderne.
Udeholdet formåede ikke at finde løsningerne i angrebsspillet, hvor Fredericia-forsvaret tvang dem til halvsløje afslutninger. Dem havde Sebastian Frandsen ingen problemer med at snuppe.
Samtidig fungerede hjemmeholdets kontra, og cubaneren Reinier Taboada havde skudt sig varm, så selv en underhåndsafslutning langt uden for tre-meteren fandt vej til netmaskerne. Efter 40 minutters spil var Frederica foran med 23-16.
Håbet syntes at være slukket for Ribe-Esbjerg, der nu kunne sende bolden forbi Frandsen, men så stolpen stå i vejen ad flere omgange. Samtidig var kræfterne også ved at løbe tør, hvorfor Fredericia for alvor kunne folde sig ud.
Havde man set de to første opgør af semifinalen, havde man nok forventet endnu et håndbolddrama. Under alle omstædnigheder havde færreste nok peget på en ni-målssejr til Fredericia.
Men sidste års bronzevindere var ustoppelige i anden halvleg og slukkede al tvivl om, hvem der skal byde mægtige Aalborg Håndbold op til dans i DM-finalen.
Fredericia vandt semifinalen med 34-25 og skal kæmpe om guld for første gang i 44 år.
Den første DM-finale spilles på søndag klokken 16.00.