Han måtte lige puste lidt ud. Ikke så meget, fordi han lige var hoppet af cyklen ved 21.30-tiden på vej hjem fra håndboldhallen i Fredericia.
Nej, det handlede mere om, at Emil Tellerup, håndboldmålmand i Fredericia HK, stadig ikke helt havde forsået, hvad han sammen med holdkammeraterne halvanden time tidligere havde bedrevet.
Giganterne fra Aalborg Håndbold blev nemlig budt op til dans og sendt hjem til det nordjyske med et 29-30-nederlag i semifinale nummer to, hvor især de sidste fem minutter var helt suveræne for Fredericia.
Dermed lever drømmen stadig om guld i klubben, som ikke har høstet medaljer i 43 år.
- Det har ikke lige helt bundfaldet sig endnu. Det var nærmest uvirkeligt, lyder det fra den 31-årige Emil Tellerup.
- Alle håndboldspillere i Danmark har prøvet at gå ind til den sidste fase af en kamp mod Aalborg og være foran og så alligevel se dem løbe med sejren. Så at vi endte med at trække det længste strå, var helt suverænt.
Noget andet, der var helt suverænt onsdag aften, var hjemmepublikummet i Thansen Arena i Fredericia. 2400 mennesker var der presset ind på lægterne, men til tider kunne Emil Tellerup let tænke, at der var et nul mere på det tilskuerantallet.
For "der var eddermame skrald på", som han siger, og det giver visse udfordringer.
- Man kunne næste ikke høre, hvad man selv tænkte, så meget knald var der på til sidst. Det var fænomenalt, understreger han.
- Det kan virkelig noget at være helt oppe at køre og så kigge rundt og se, at der står 2400 mennesker, som deler ens begejstring. Det er svært fedt. Men man mister da også lidt overblikket, det vil jeg gerne indrømme.
Ikke noget at fejre, endnu
Overblikket over, hvor mange gange Emil Tellerup har stået i en afgørende kamp om at spille sig i DM-finalen er til gengæld krystalklart for den 31-årige målmand.
- Nogle spillere er så heldig at få lov til at opleve det flere gange, men jeg har aldrig oplevet det før, så det er helt vildt fedt at få lov til at prøve det nu, siger han.
- Og det gælder for mange af os. Vi er jo et relativ uprøvet hold i denne sammenhæng, så det er vildt stort. Det er jo det, alle håndboldspillere drømmer om. At vi kan stå og være en sejr fra en DM-finale, det er fantastisk.
Men "der er jo ikke noget at fejre endnu," fortsætter han. Fredericia har udlignet til 1-1 i semifinaleserien, og på søndag venter det afgørende brag i Aalborg.
Sejren onsdag aften giver et ekstra boost på selvtillidskontoen i Fredericia, medgiver Emil Tellerup, som ikke kimser af sit eget holds præstationer i dette års slutspil.
- Vi har hele tiden troet på, at vi kunne vinde den kamp. Vi har spillet fantastisk i slutspillet og tror fuldt og fast på, at vi kan slå alle hold, forklarer han.
I det første opgør i semifinaleserien blev Fredericia sendt hjem fra Gigantium i Aalborg med et nederlag på ni mål.
Men den kamp er langt væk nu, og momentum er på de undertippede fra trekantsområdet.
- Vi går selvfølgelig ydmygt til opgaven og er udmærket klar over, at de er stærkere på papiret, end vi er, men vi ved også, at hvis vi rammer vores topniveau, har vi mulighed for at lave noget ballade.
Den afgørende DM-semifinale mellem Aalborg Håndbold og Fredericia HK spilles på søndag klokken 14.00 i Aalborg.