Hvis man virkelig er et produkt af sine forberedelser, hvor stiller det så Gudmundur Gudmundsson?
Islænding med stort håndboldhoved, ridder af Dannebrog, rød-hvid OL-guldvinder, nu taktisk dirigent i Fredericia HK.
Godt, uden tvivl.
For den 62-årige træner er tilfældigheder noget, han forsøger at eliminere betydningen af med sin computer på skrivebordet, og skulle konkurrenterne fristes til at sende folk i byen for at stjæle noter, skal de gå to gange. Han har en backup, hvis den første brænder sammen.
I sommer overtog Gudmundsson styringen hos Fredericia, som med en plads i årets DM-semifinaler nærmer sig toppen af den opstigning, der begyndte, da en lokal milliardær med forstand på salg af autoudstyr og reservedele i 2015 åbnede pungen og satte sig i formandsstolen.
Hertil er klubben nu nået med en cheftræner, hvis forelskelse i sportens finmekanik næppe undgår spillernes opmærksomhed.
- Jeg har aldrig prøvet at være uforberedt. Aldrig. Og det er ligegyldigt, om vi spiller mod et 2. divisionshold i pokalturneringen. Det ændrer ikke noget for mig, siger Gudmundur Gudmundsson.
Fluefiskeri er en af islændingens passioner, fortalte Gudmundsson, da DR Sporten i 2016 besøgte Danmarks daværende landstræner i hjemlandet:
Regelændring og ramaskrig
Sejrene har altid mange fædre, men i Fredericias tilfælde kan cheftræneren forholdsvis simpelt opsummere, hvorfor det hold, der gik ind til slutspillet med nul point, alligevel endte som mere end blot en artig overraskelse.
Ja, tilmed det mest formstærke, hvis pointkontoen alene fik lov til at afgøre den slags.
Der er barberet voldsomt ned på antallet af tekniske fejl. Læg hertil småjusteringer i forsvaret og - nå ja - et offensivt våben, som alle elsker at hade: Syv mod seks-spillet, hvor målmanden tages ud, og en ekstra markspiller sendes ind i angrebet.
Det praktiserer islændingen meget. Rigtig meget.
- Vi har været rigtig dygtige i syv mod seks, som er ubehageligt for vores modstandere, fordi det er svært at forberede sig på, siger Gudmundur Gudmundsson.
Er det fair at sige, at det har været et af jeres stærkeste våben?
- Ja, det er helt fair.
I 2016 blev overtalstaktikken tilladt, og det fik store dele af dansk håndbold til at skrue ned for musikken, tænde fakler og pege høtyve mod Det Internationale Håndboldforbund (IHF).
Daværende direktør i Håndbold Spiller Foreningen, Michael Sahl Hansen, sammenlignede det i et TV2-interview med at ”afskaffe offside-reglen i fodbold”. Ovre på Facebook rasede ligatræner Niels Agesen sammen med over 2.500 ligesindede i gruppen "Boykot den nye 7 mod 6 regel".
Nuvel. Der var dog ikke meget palaver, da Gudmundur Gudmundsson indledte OL-finalen samme år med den ekstra markspiller, snød Frankrig og 60 spilminutter senere vandt det første og hidtil eneste olympiske guld til dansk herrehåndbold. Så det, så det.
Nå, men hvor står han egentlig selv, den kære islænding? Kan han overhovedet lide sit eget holds stærkeste offensive våben?
- Nej… egentlig ikke. Jeg er glad for det, når det fungerer godt. Så kan jeg lide det. Men jeg har aldrig været en stor fan af syv mod seks, men det er bare et våben, som ligger godt til os, siger Gudmundsson.
Hviler man øret på vandrørene, er det også ret tydeligt, at alle, der render ind i Fredericia, kæmper en brav kamp med at hitte ud af, hvordan de løser netop dét taktiske greb.
- Jeg ville være en dårlig træner, hvis jeg ikke brugte syv mod seks. Det gør mange, men der er også mange trænere, som ikke kan lide det. Det ved jeg. Men vi bruger det alligevel. Det betyder ikke, at jeg er en stor fan af det i håndboldens verden. Det er bare en del af gamet, og jeg har arbejdet med det i mange år, siger Gudmundur Gudmundsson.
Giver alt - og forventer det samme
Hvis man forseglede håndboldtrænerens computer, også den han har i reserve, slukkede internettet og tvang ham til ikke at kunne forberede sig, ville det være "meget ubehageligt".
Han vrider sig nærmest i stolen bare ved tanken.
Den taktiske opvarmning med millimetermål har tråde tilbage til ungdommen, hvor det blev et mantra for Gudmundur Gudmundsson aldrig at undervurdere modstandere.
Det samme gælder mødet med topholdet Aalborg Håndbold i søndagens første DM-semifinale. Indflyvningen til, at Fredericia, der vandt fem danske mesterskaber i 1970'erne, rækker ud efter fortidens fornemmelser og det første metal i 43 år.
- Hvis vi helt teoretisk kigger på Fredericia og sammenligner os med de bedste hold, så er vi måske på 90 procent, og de er på 100 procent. Så er vi ti procent fra at være på samme niveau. Hvad er det så, der gør forskellen?
Det kan være forberedelse. Vilje og gejst. En overraskelse i taktikken, måske? To procent hér, tre procent dér.
- Det er klart, at Aalborg er kæmpe favoritter mod os, det ved vi godt, men det er ligegyldigt for mig. Jeg tænker slet ikke sådan. Jeg ved godt, at de er gode, men jeg bruger alt min energi på at se, hvad vi kan gøre for at komme tættere på. Det er min filosofi, siger Fredericia-træneren.
Inden VM i 2015 satte de danske landsholdsspillere ord på Gudmundssons forhold til video:
Hvis jeg går ud til tre af dine spillere og beder dem beskrive dig med én sætning, hvad håber du så, at de siger?
- Jeg håber, at de ser mig som en professionel træner. En dygtig træner. Og at jeg er fair, siger Gudmundur Gudmundsson.
Det er i hvert fald nogle af de dyder, han selv tapetserer væggene med.
- Jeg giver alt, hvad jeg har, og det forventer jeg også af mine spillere.
Fokus og professionalisme. Det er sådan, man skaber noget sammen og opnår resultater, lyder det.
- Folk spørger mig af og til, hvorfor jeg er landet i Fredericia, når jeg tidligere har trænet Island, Danmark, vundet OL-guld og været i Bundesligaen, men for mig er håndbold passion. Nu er jeg her, og det er det samme job. Jeg elsker at træne et hold og bygge det op.
Indtil videre har det resultatmæssigt været en succes. Og han er stadigvæk grundig og glad for video.
Stadigvæk Gudmundur Gudmundsson.