Det var bestemt ingen drømmestart, stortalentet Thomas Arnoldsen fik i Aalborg Håndbold, da han kort tid efter sin ankomst sidste sommer måtte trække stikket grundet fysisk og mental overbelastning.
Den dengang 21-årige playmaker var hentet til den storsatsende nordjyske klub fra Skanderborg efter en fantastisk sæson og tiltænkt en fremtræden rolle i bestræbelserne på at tilbageerobre det danske mesterskab og realisere drømmende om en Champions League-titel.
Men trods den hårde start har Arnoldsen taget hele håndbolddanmark med storm, og i denne uge er han en del af den trup, landstræner Nikolaj Jacobsen har samlet forud for weekendens Golden League, og han er også blandt kandidaterne til at komme med til OL i Paris til sommer.
Og det er ikke kun hjemme i Danmark, der bliver lagt mærke til den eksplosive playmaker.
For verdens bedste håndboldspiller, Mathias Gidsel, der i dag spiller i Füchse Berlin, har siddet flittigt ved TV'et og fulgt Aalborg og Arnoldsens kampe, og den danske stjerne kan lide, hvad han ser.
Hør Mathias Gidsel sætte ord på Thomas Arnoldsen ovenfor.
- Jeg ser ret meget dansk håndbold, og jeg har fået nogle på opleveren, når jeg har siddet og set ham (Arnoldsen red.), hvor jeg har siddet og tænkt 'hold da op, han er godt nok dygtig'. Også i forhold til, hvor ung han er, siger Gidsel.
Mathias Gidsel er omdrejningspunktet i den danske offensiv, hvor han sammen med Simon Pytlick har fået et yderst ungt og potent makkerskab op at køre.
Duoen har haft forskellige legekammerater i bagkæden, hvor Rasmus Lauge og Mikkel Hansen også har kastet stjernestøv over den danske offensiv, men de to rutinerede ræve har nået en alder, hvor det bedste ligger bag dem.
Nu skal der findes en ny mand til at agere tredje kløver, og det kan meget vel blive Arnoldsen. Hvis det gør, vil Gidsel glæde sig til at byde ham velkommen i klubben.
- Jeg glæder mig helt vildt meget til at få lov at spille sammen med ham.
- Jeg tror, at det kan blive en lille - jeg vil ikke kalde det en ny æra – men en ny tid for det danske herrelandshold med nogle unge drenge, der spiller rigtig hurtig og duelstærk håndbold.
Kan få slutrundedebut til OL
Thomas Arnoldsen har tidligere været inde omkring landsholdet, men han har endnu sin første slutrunde tilgode.
Med mesterskaber hvert år er det mest naturligt, at debutanter bliver indsluset til enten EM eller VM, men for Thomas Arnoldsen kan det meget vel blive til et OL, han får sin ilddåb på landsholdet.
Landstræner Nikolaj Jacobsen ser i hvert fald et stort lys i Aalborg-spilleren.
- Der er ingen tvivl om, at Thomas er et utroligt stort talent og en mand, der er på vej fremad. Han anbefaler jo sig selv godt, så jeg er helt rolig ved at skulle give ham debut til et OL, siger landstræneren.
Hovedpersonen selv har haft hovedet fyldt med store kampe for Aalborg, og derfor har drømmen om OL været pakket væk for en stund.
Hør Arnoldsen fortælle om udsigten til et samarbejde med Simon Pytlick og Mathias Gidsel ovenfor.
Men det kribler alligevel lidt, når han bliver forholdt scenariet at spille OL ved siden af Gidsel og Pytlick i en dansk bagkæde.
- Jeg tror, at vi ville passe rigtig godt sammen. For et år siden, hvor jeg var med, og vi spillede mod Tyskland i Aalborg, der fungerede det rigtig godt.
- De spiller på lidt den samme måde, som jeg rigtig godt kan lide, hvor der er fart i bolden og en masse små aftaler, og det går rigtig hurtigt. Så det tror jeg kunne se rigtig spændende ud.
Thomas Arnoldsen har muligheden for at vise sig frem for landstræner Nikolaj Jacobsen i weekenden, hvor Danmark spiller Golden League i Norge og møder værterne lørdag og Kroatien søndag.