Tre ting der gør at Danmark slår Norge

Det danske landshold fik tanket selvtillid mod Kroatien fredag, og det tager de med videre til lørdagens kamp mod Norge.

Det danske håndboldlandshold fik en fremragende start på OL-kvalifikationen, da Kroatien fredag aften blev besejret 28-24.

Dermed står de danske herrer med gode kort på hånden i forhold til at booke en billet til OL i Rio til sommer, men først gælder en vigtig kamp mod Norge.

DR Sportens håndboldkommentator giver sine tre bud på, hvorfor Danmark slår de norske naboer i Boxen i Herning.

Et dansk hold på lykkepiller

Efter en optaktsuge med debat om udstråling, vilje og selvtillid på det danske hold har Kroatienskampen fungeret som en lykkepille i koncentreret form. Det værste pres er fortaget, og holdet kan spille mere frit.

Nordmændene bekymrer sig næppe over, at de først med et kvarter igen fik rystet upåagtede Bahrain af i deres åbningskamp fredag aften – den kamp skulle bare overstås. Men danskerne kommer uden tvivl med det bedste afsæt til opgøret, og den genvundne selvtillid kan give vinger.

International rutine

Ved EM i januar red Norge på en bølge og sikrede nationens herrelandshold den første semifinale ved et stort mesterskab nogensinde. Men det er fortsat ikke et hold med nær den samme rutine som Danmark.

Selvom de internationale storklubber begynder at få øjnene op for den norske talentmasse, spiller 12 mand fra bruttotruppen fortsat i skandinaviske klubber, hvorimod 13 af de danske spillere til daglig er vant til det internationale pres i Bundesligaen samt Paris og Barcelona.

Forsvaret lappet sammen

At se det danske forsvar sidste lørdag i træningskampen mod Tyskland og i aftes mod Kroatien var to forskellige verdener. Der var langt bedre fysik bag tacklingerne, og de værste afstemningsfejl er blevet luget ud i løbet af ugens samling.

Så fra at lukke 33 mål ind mod Tyskland holdt man de nykårede kroatiske EM-bronzevindere nede på 24. Hvis Danmark kan få afsluttet sine egne angreb ordentligt mod Norge, så der ikke sættes gang i deres stærke kontramaskine, vil de også få det svært mod det etablerede danske forsvarsspil.

Kampen mellem Danmark og Norge kan følges direkte i LIGA på P3 og på dr.dk/sporten.