En overraskende fjerdeplads blev det til for Norges håndboldlandshold ved EM i Polen i januar.
Og selv om Danmark skuffende tog sjettepladsen, er de rød-hvide håndboldherrer alligevel favoritter i aftenens OL-kvalifikation, vurderer den norske målvogter Ole Erevik.
- Danmark og Kroatien vil altid være favoritter mod Norge. Nu og i nær fremtid, siger Ole Erevik og ledsager sætningen med en munter stikpille til det danske fodboldlandshold.
- Tager vi fodbold, så er det noget andet, griner Erevik, der tilsyneladende ikke har nærstuderet statistikerne. Det norske fodboldlandshold har nemlig ikke slået Danmark siden 1998.
Vil skabe ravage
De to håndboldnationer mødtes senest i en venskabskamp januar, og her blev det til dansk sejr på 34-30.
- Det bliver en fed kulisse. Danmark er klar hjemmefavorit, så vi skal ud at se, om vi kan lave noget ravage.
Følg aftenens opgør om OL-billetter på Liga på P3 fra kl. 20.