Mensah erkender: Vi er ikke så stærke mentalt som tidligere

Det danske landshold er ramt på selvtilliden, erkender Mads Mensah, der dog ser positivt på den forestående OL-kvalifikation.

Fundamentet på det danske herrelandshold i håndbold er en smule skrøbeligt i disse dage.

Efter et skuffende EM, hvor sikre føringer til slut blev vekslet til nederlag og en dårlig optakt til OL-kvalifikationen denne weekend, erkender Mads Mensah, at holdet er hårdt prøvet.

- Vi har noget at bevise over for os selv og hinanden. Vi skal finde tilbage til tidligere niveau. Der er ingen tvivl om, at vi ikke er i den stærkeste forfatning rent mentalt. Så der ligger et arbejde foran os, siger Mads Mensah til DR Sporten.

- Der skal ikke så meget til at ryste os, som der har skulle tidligere. Derfor er det også vigtigt, at folk træder i karakter, når de er på banen og skyder brystet frem og ikke hænger for meget med hovedet.

Optimisme trods alt

Fredag aften gælder det EM-bronzevinderne fra Kroatien, og en i forvejen svær kamp bliver endnu mere vanskelig, hvis ikke danskerne kommer med tro på tingene.

Trods den seneste tids dårlige resultater forsikrer Mads Mensah også, at troen på sejr vil lyse ud af spillerne i aftenens kamp.

- Jeg synes, vi har fundet en fin stemning frem, og vi har også haft en snak om, at vi skal løfte det her. Vi skal ikke løfte det selv, vi skal løfte i flok. Jeg er egentlig fortrøstningsfuld omkring, at der nok skal komme 16 glade spillere på banen mod Kroatien.

Forventningerne til det danske landshold er som altid tårnhøje, hvilket Mads Mensah har det godt med. Men han vil ikke tale om forventninger til OL-slutrunden endnu.

- Det er fint med pres, men lige nu skal vi bare kvalificere os. Med de resultater, der har været på det seneste, skal vi nok koncentrere os om hver enkelt kamp og ikke en turnering, vi ikke har kvalificeret os til endnu.

Danmark starter OL-kvalifikationen fredag aften mod Kroatien, hvorefter Norge venter lørdag og Bahrain søndag.

Alle kampe kan følges direkte i LIGA på P3 og på dr.dk/sporten.