Gudmundur garanterer: Vi smider ikke en føring igen

Den danske håndboldlandstræner Gudmundur Gudmundsson lover, at man ikke kommer til at se herrerne tabe hovedet i afgørende faser i weekendens OL-kvalifikation, som man så det under EM.

Fredag aften går det løs. Danmark indleder kvalifikationen til OL i Rio mod Kroatien på hjemmebane i Boxen i Herning.

Efter et skuffende EM i Polen tørster de danske spillere efter revanche, og den kan de passende tage i denne weekenden, hvor Danmark kæmper med Kroatien, Norge og Bahrain om to OL-billetter.

Det lå ikke i kortene, at EM ville få en skuffende afslutning, for Danmark var i de afgørende kampe mod Sverige og Tyskland foran i det meste af kampen og også kort før tid, men i begge opgør endte danskerne med at tabe. Men det kommer ikke til at ske i igen.

- Jeg tror, de ved, hvad det handler om nu. Vi skulle have afgjort kampen mod Sverige, men det kommer ikke til at ske igen, at vi smider en klar føring. Ikke i den her weekend, siger Gudmundur Gudmundsson.

- Vi har talt om det, og vi er enige. Spillerne er fuldstændig fokuserede på, at det ikke skal ske. Jeg har en god fornemmelse, og jeg glæder mig.

Svære kampe

Fredag gælder det Kroatien i første kamp, og selvom Danmark har et godt tag på kroaterne med fire sejre i træk, bliver det ikke en let opgave for det danske landshold.

- Vi skal vinde kampen. Det er en finalekamp. Jeg vil ikke tale om, hvor store chancerne er. Vi ved, at vi møder virkelig dygtige hold, og de første to kampe er helt lige.

Derfor fokuserer han også på at lægge skuffelserne mod Sverige og Tyskland bag sig.

- Det er nogle nye opgør nu. Det er nutiden og fremtiden, der kalder. Der er en meget vigtig kamp mod Kroatien, slutter landstræneren.

Danmark møder Kroatien i aften kl. 20.30.

Kampen kan følges direkte i LIGA på P3 og på dr.dk/sporten.