VIDEO Langsomme russere er perfekte til Danmarks forsvar

Finder Danmark det forsvar frem, som de viste mod Norge, kan de være godt på vej mod sejren over Rusland.

Når Danmark i aften løber på banen, så er det en noget andet modstanden, de står overfor, end da de mødte Norge i søndags. Norges spillere er virkelig hurtige på fødderne, hvilket gjorde ondt på det danske forsvar, men i dag er det nogle noget tungere spillere, der venter danskerne. De russiske spillere er ikke de hurtigste, og derfor ligger det russiske angreb godt til det danske forsvar. Det mener DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen.

- Jeg har været lidt efter Klavs Bruun Jørgensens offensive forsvar, som jeg mente, stod for højt mod Norge. Det er dog som skræddersyet til en modstander som Rusland, der er afhængige af individuelle præstationer. Deres spil er mere baseret på stærke skytter, der er lidt langsommere på fødderne end de rappe nordmænd.

De danske spillere bliver mere og mere trygge ved det offensive forsvar, som Klavs Bruun og Søren Herskind implementerede, da de blev trænere for landsholdet.

- Jeg synes, vores forsvar har været igennem en stor udvikling. Især under EM-slutrunden synes jeg, vi kamp for kamp har lagt lag på vores forsvar.

- Nu har vi arbejdet med det i snart halvandet år, og er blevet bedre og bedre til det – og har fundet ud af, hvordan vi vil gøre tingene, og så er vi blevet bedre til at finde højden og balancen i det, siger Stine Jørgensen til DR Sporten.

Så må vi håbe, at spillerne finde den helt rigtige højde og balance i forsvaret, når de løber på banen i aften mod Rusland. Umiddelbart har det danske hold overtaget mellem de to. I de seneste to kampe har Danmark vundet med henholdsvis 10 og otte mål, så det lader til, at Rusland ligger godt til danskerne.

Om det også er tilfældet i dag finder vi ud af i aften klokken 20:45, hvor kampen mellem Danmark og Rusland fløjtes i gang.

Du kan følge opgøret i LIGA på P3 og på TV 2.