Tre grunde til at Danmark slår Rusland

DR Sportens håndboldekspert ser fine muligheder for dansk sejr mod individualistiske russere.

Sandra Toft og kompagni led første EM-nederlag mod Norge søndag aften. Nu venter Rusland. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

De danske håndboldkvinder led deres første nederlag ved EM i Sverige, da favoritterne fra Norge søndag aften vandt 22-20 i en kamp, der endte med at blive ganske spændende trods et norsk overtag det mest af kampen igennem.

Tirsdag aften gælder det så anden kamp i mellemrunden, hvor danskerne meget gerne skal have en sejr mod Rusland, hvis håbet om en semifinaleplads skal holdes i live.

DR Sportens Lars Krogh Jeppesen ser tre grunde til, at der er basis for dansk optimisme.

1. Russerne spiller for individuelt

De spiller en meget individualistisk omgang håndbold. Der er ikke mange spilsystemer at trække på, men mere med et fokus på, at den enkelte spiller sin egen chance. Læg dertil at træner Jevgenij Trefilov til tider foretager nogle lidt besynderlige dispositioner i løbet af kampene.

2. Formidabel dansk energi

Vi tabte ganske vist mod Norge, men det er ikke desto mindre en dansk trup, der har fået en masse gejst, energi og sammenhold ind på holdet. Det er meget, meget positivt at iagttage. Man kan virkelig se en forskel der i forhold til VM sidste år på hjemmebane. Holdet fungerer som en gruppe. Helt essentielt for dansk succes.

3. Det danske forsvar er skræddersyet til hold som Rusland

Jeg har været lidt efter Klavs Bruun Jørgensens offensive forsvar, som jeg mente, stod for højt mod Norge. Det er dog som skræddersyet til en modstander som Rusland, der som nævnt er afhængige af individuelle præstationer. Deres spil er mere baseret på stærke skytter, der er lidt langsommere på fødderne end de rappe nordmænd.

Det burde kaste nogle lette mål af sig i kontrafasen, som Danmark heldigvis så småt har fået godt gang i.