Torsdag formiddag satte kvindelandsholdets træner, Klavs Bruun Jørgensen, navn på 14 ud af de 16 spillere, som skal repræsentere Danmark ved EM i håndbold, der spilles i Frankrig fra den 30. november.
To pladser i truppen er derfor stadig i spil, og den disposition ligger der grundige overvejelser bag, siger Klavs Bruun Jørgensen.
- Der er spillere, som har småskavanker, og vi vil gerne give dem lidt tid til at se, om de kan blive klar, så en åben trup giver os lidt ro på bagsmækken.
- Det er stadig åbent, om vi skal have tre højre backs med, som vi havde til VM sidste år. Det er en svær situation, for der vil altid være én, som ikke får så meget spilletid, og sidste år formåede vi ikke at få hverken Louise Burgaard eller Line Jørgensen helt op i gear.
- Det er en overvejelse, vi stadig bokser med – tør vi tage chancen igen, og så have tre backs, hvor én ikke kommer til at spille så meget, eller skal vi have en ekstra højre fløj med til at aflaste Trine Østergaard.
En svær udtagelse
Forløbet op til EM-udtagelsen har været præget af uro, da landsholdanfører Stine Jørgensen for få uger siden blev knæskadet.
Skaden er en streg i regningen for Danmarks chancer for at opnå en topplacering, men nu er puslespillet næsten på plads, og landstræneren er da også fortrøstningsfuld. Eksempelvis fordi Mie Højlund fra Odense Håndbold, der tidligere har meldt afbud til to slutrunder, har meldt sig klar, siger Klavs Bruun Jørgensen.
- Fraværet af Stine Jørgensen har gjort udtagelsen sværere, da vi skulle erstatte en spiller, som fylder utroligt meget i både angrebet og forsvaret.
- Det har været en svær udtagelse, for der er mange spillere, som ikke har spillet slutrunde før, som har budt sig til. En spiller som Mie Højlund har endelig meldt sig klar til en slutrunde, så hun tager en plads fra nogen af dem, som har været med før.
De la Cour tilbage
En lille kanin i hatten er København Håndbolds Anne Cecilie de la Cour, der er udtaget til højre back. En plads, som hun også indtog ved EM i 2016. Dermed har landstræneren, for nu, set bort fra Team Esbjergs Line Jørgensen og Herning-Ikasts Louise Burgaard, der ved VM i 2017 var backup for Mette Tranborg.
Ved sidste års VM var Anne Cecilie de la Cour ikke udtaget, da hun kort forinden havde født en lille pige. Fraværet fra landsholdet bekymrer dog ikke landstræneren, der så nærmere på Anne Cecilie de la Cours form i slutningen af september, hvor udviklingslandsholdet var samlet.
- Anne Cecilie har et fremragende skud, og hun gjorde det rigtig fornuftigt på udviklingslandsholdet. Vi ved, at Mette Tranborg kommer til at spille rigtig meget, og vores erfaring med Anne Cecilie fra EM i 2016 er, at hun kan håndtere at sidde ude i perioder, og så faktisk komme ind og levere rigtig fint, siger Klavs Bruun Jørgensen.