Klavs Bruun udtager åben EM-trup

Håndboldlandstræneren har kun sat navne på 14 af de 16 spillere, der skal med til EM i Frankrig.

Klavs Bruun Jørgensen har udtaget 14 ud af 16 spillere til EM i kvindehåndbold. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Den skadede anfører Stine Jørgensen er kun et af flere erfarne navne, som er udeladt af den reducerede EM-trup med 14 spillere, som håndboldlandstræner Klavs Bruun Jørgensen har udtaget.

Kun 14 ud af 16 navne er på plads, og i den foreløbige trup kigger man også forgæves efter mangeårige nøglespillere som Line Jørgensen, Louise Burgaard og Lotte Grigel.

Her er den foreløbige trup. Yderligere to navne bliver tilføjet senere:

Målvogtere: Sandra Toft (Team Esbjerg), Althea Reinhardt (Odense).

Stregspillere: Stine Bodholt (Viborg), Kathrine Heindahl (Odense), Sarah Iversen (Herning-Ikast).

Fløjspillere: Fie Woller (Bietigheim), Lærke Nolsøe (Nykøbing Falster), Trine Østergaard (Odense).

Bagspillere: Anne Mette Hansen (Györ), Kristina Jørgensen (Viborg), Mie Højlund (Odense), Nadia Offendal (Odense), Mette Tranborg (Odense), Anne Cecilie la Cour (København).

Danmark er ved EM i indledende pulje med Sverige, Serbien og Polen og spiller første kamp 30. november.

/ritzau/