De danske håndboldkvinder spiller de kommende dage sidste testkampe i Norge inden EM-slutrunden i december.
Landstræner Klavs Bruun Jørgensen har ikke fokus på resultaterne i opgørene mod Norge, Rusland og Frankrig. Det handler om at få justeret på det spillemæssige inden slutrunden i Sverige.
- Det er først og fremmest træning op mod EM-slutrunden. Vi har næsten lige mødt dem og jeg er ret sikker på, at de kommer i en stærkere udgave end sidst vi mødte dem.
- Vi bliver nødt til at have fokus på, at vi skal have nogle ting på plads i forhold til de kampe vi skal spille til EM. Vi vil gerne vinde, men vi vil også gerne have trænet nogle ting. Så indimellem kan det komme til at se ud som om, at vi smider nogle ting. Det handler om, at vi bliver nødt til at prøve noget af.
- Vi skal have spillet os endnu bedre sammen. Vi har ikke haft ret mange træninger, så jeg håber virkelig, vi kan bruge kampene til at få trænet nogle af ting, som vi arbejder med, lyder meldingen fra Klavs Bruun Jørgensen.
Defensiv skal styrkes yderligere
Anfører Stine Jørgensen kunne godt savne flere og længere samlinger med landsholdet inden slutrunderne, men er godt klar over, at præmissen er, som den nu en gang er.
- Vi skal huske på, at de andre hold har de samme forudsætninger. Jeg håber virkelig, at vi kan bruge kampene på at få videreudviklet vores defensiv, som har set godt ud på det sidste.
Og FCM-spilleren er enig med landstræneren i, at sejre ikke er det altoverskyggende mål med turneringen i Norge.
- Det handler om at have fokus på os selv. Formålet med kampene er at træne nogle ting. Selvfølgelig vil vi vinde og gøre alt for det, men det er træningskampe, og vi kender formålet med dem. Når det så gælder i december, så har vi et andet fokus.
Danmark møder i aften værtsnationen Norge. Lørdag gælder det opgøret mod Rusland, og søndag venter Frankrig.