Mikkel Hansens opfordring inden semifinale: Vi skal ofre os for hinanden

Respekten for Sverige bør være stor, mener de danske EM-spillere inden EM-semifinalen i aften.

Mikkel Hansen klar til svenskerkrig. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Kun Sverige står i vejen for en dansk EM-finale på søndag i Kroatien. En semifinale, der spilles i aften, og hvor Danmark på papiret står som favoritter.

Men ifølge Mikkel Hansen er det ikke altid, papiret er et udtryk for, hvad der kommer til at foregå på banen. Især ikke når man møder et naboland.

- Der er ingen, der ønsker at tabe til en nabo. I en nabostrid er der vel ikke nogen favoritter, så det bliver en spændende og seværdig kamp, siger Mikkel Hansen og tilføjer:

- Men hvis man spiller en semifinale, spiller man den ikke for at tabe, siger Mikkel Hansen.

Man kan tale meget om taktik, og om hvordan Danmark skal slå svenskerne. Og det har landsholdet da også gjort.

Men ifølge Mikkel Hansen handler det også om meget andet, når man står med udsigt til en finale.

- Det er ikke altid taktik, det gælder om i en semifinale. Det handler også om viljen til at vinde og viljen til at ofre sig for sine holdkammerater, siger Mikkel Hansen og fortsætter:

- Jeg har set nogle af Sveriges kampe, og vi har forberedt os på at komme med vores bedste ting, siger han.

- Defensivt har svenskerne stået rigtigt godt, de har to gode målmænd, og via dét har de straffet deres modstandere ved kontramål, mens de spiller meget disciplineret offensivt, siger Mikkel Hansen.

Bundsolide svenskere

Især svenskernes kompakte defensiv bliver svær at gennemhulle for danskerne. Rasmus Lauge forklarer, hvordan det kan gøres:

- Vi skal have gang i nogle gode angreb, hvor vi får deres midterblok i bevægelse, så vi kommer til de skud, hvor deres store parader ikke spiller ind, siger han og fortsætter:

- Men det er et bundsolidt kompakt svensk forsvar, hvor de smider to store gutter eller fire ind i midten og smider hænderne i vejret, så målmændene har noget at gå efter, siger Lauge, som har stor respekt for det svenske hold.

- Det er et svært hold, vi i de sidste mange år har haft problemer med. Mange vil sige, vi er favoritter, men vi har kæmpe respekt for svenskerne. De har voldt os problemer i så lang tid, jeg kan huske, men vi ved også, at hvis vi spiller op til vores bedste, har vi gode muligheder for at vinde over dem, siger Lauge.

Sverige er en sammentømret enhed, især i forsvaret, der skal nedbrydes (Foto: © ANTONIO BAT, Scanpix)

Danskerne har spillet mod Sverige så mange gange, at kendskabet til holdet kan være en fordel for de danske spillere.

- Sverige har et godt forsvar og to virkelig gode målmænd. Vi har stor respekt for dem, men vi kender dem også rigtigt godt, så forhåbentligt kan vi drage fordel af det, siger Casper U. Mortensen, som ikke er i tvivl om, hvad målet nu er for Danmark:

- Nu skal vi have medaljer med hjem. Vi har opfyldt målsætningen om at nå semifinalen, men nu vil vi have mere.