Lars Krogh om heldige Sverige: 65-35 i dansk favør

DR’s håndboldkommentator tror på Danmarks større kvaliteter og bredde i semifinalen mod Sverige.

Mikkel Hansen og co er favoritter mod Sverige ifølge Lars Krogh Jeppesen. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Onsdag aften blev det en realitet, at de danske håndboldherrer i EM-semifinalen skal spille et rent skandinavisk opgør, når Sverige er kommende modstander.

Og det er en modstander, der ikke skræmmer DR’s håndboldkommentator Lars Krogh Jeppesen før fredagens tvekamp.

- Jeg synes, at de står godt til Danmark, og de er til at snakke med. Man skal huske på, at de har tabt tre ud af seks kampe ved denne slutrunde – en i gruppespillet og to i mellemrunden. De har været heldige med andre resultater – og det endte med, at Island-nederlaget ikke kostede dem noget i sidste ende, siger Lars Krogh Jeppesen.

Håndboldeksperten gør opmærksom på, at han har respekt for vores svenske naboer, men understreger samtidigt, at Danmark i hans bog er favoritter i semifinalen.

- Jeg vil vurdere det til 65-35 procent i Danmarks favør. Man skal ikke undervurdere dem, og det bliver ikke nemt, men jeg synes, at Danmark har en større bredde og flere strenge at spille på. Og derudover er der flere danske spillere, der spiller på højt niveau til hverdag og er vant til dette pres. Den bredde og klasse har Sverige ikke i samme grad, siger han og tilføjer:

- Svenskerne har hurtige fløje, der er gode i kontraen og så har de to rigtig dygtige målmand i Palicka og Appelgren. Dem skal vi ikke sætte i gang i kampen, for de kan blive afgørende.

- Men jeg synes, at det er et mandskab, der er til at snakke med. Vi skal være tålmodige i angrebet, og holde de tekniske fejl nede – for så tror jeg, at det danske landshold kan klare denne opgave også, siger Lars Krogh Jeppesen.

I den anden semifinale mødes Spanien og Frankrig.