Danske stjerner vil efterligne spansk kontramaskine

Tjekkiet skal besejres ved EM med kompakt forsvar og hurtige omstillinger.

Der venter Danmark en på papiret overkommelig opgave mod Tjekkiet. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Håndboldherrerne fik den perfekte start på EM, da de lørdag besejrede Ungarn 32-25. Mandag aften gælder det så Tjekkiet, der åbnede slutrunden med at få en ordentlig øretæve af Spanien på 32-15. Tjekkiet er dog dygtigere, end resultatet siger, mener de danske spillere, der vil forsøge at gøre, hvad Spanien havde succes med.

- Det virker egentlig som om, resultatet løj lidt. De havde én rigtig dårlig periode mod Spanien, hvor de vel tabte 8- eller 9-0 og ikke scorede i mange minutter. Deres defensiv ser egentlig meget god ud. Det er et stort fysisk forsvar, som vi må forsøge at lirke op, men først og fremmest skal vi stå måske endnu mere kompakt, end Spanien gjorde, og vi skal løbe helt vildt. Tjekkiet indkasserede mange kontramål, så det skal vi forsøge at få dem til igen, siger Rasmus Lauge til DR.

- Vi skal gribe det an på samme måde som mod Ungarn. Vi skal have samme fokus på forberedelse og finde samme spændingsniveau på banen. Der skal aggressivitet i forsvaret, og kan vi få det og give målmanden nogle gode arbejdsbetingelser, kan vi forhåbentlig også få mere gang i kontraspillet, end vi gjorde mod Ungarn, siger Lasse Svan Hansen.

Med 120 i timen

Tjekkiet er måske ikke det mest kendte håndboldhold ved EM, men det betyder ikke, at der ikke er kvalitet på holdet. De har både store skytter og hurtigløbere, og det skal Danmark være klar til at håndtere.

- Vi skal sætte os på kampen og få styr på det fra start. Ligesom Spanien formåede, da de havde kontrol på hele kampen. Det håber vi på at kunne gøre. Tjekkiet har nogle tunge skytter og en stor stregspiller ligesom Ungarn. Men de har også fodrappe spillere, så de kan lidt af hvert, og det skal vi være forberedt på, siger Henrik Toft.

- De kommer med 120 i timen, og efter at have tabt med 17 i første kamp har man vel altid behov for at vise, at man er bedre. Jeg tror, de kommer og vil spille bold. De kommer med alt, hvad de har og vil bevise, at de er bedre. Det er de også. Jeg synes egentlig ikke, at de var så dårlige, som resultatet siger. Seks mod seks i forsvaret løste de det faktisk godt mod Spanien, siger Mikkel Hansen til DR.

Tjekkiet og Danmark spiller mod hinanden klokken 20.30 mandag aften. Kampen kan ses på TV 2 eller følges i LIGA på P3 og på dr.dk/sporten.