Danmark snublende nær EM-semifinale efter stor slovensk overraskelse

Slovenien besejrede tirsdag aften højst overraskende Spanien og sendte en hjælpende hånd afsted til Danmark.

(Foto: © Antonio Bronic, Scanpix)

Slovenien leverede en stor kamp, da holdet tirsdag aften besejrede Spanien i mellemrunden ved EM i håndbold.

Slovenien sejrede med cifrene 31-26 i Varazdin, et resultat der sender Danmark tættere på avancement fra mellemrundens gruppe 2.

Slovenien har tre point før holdets sidste kamp mod Tjekkiet, mens Spanien har fire point før den afsluttende kamp mod Tyskland.

Danmark topper gruppen med seks point og kan indløse en plads i semifinalen senere tirsdag, hvis kampen mellem Tjekkiet og Makedonien ikke ender uafgjort.

Slovenerne bedst hele vejen igennem

Slovenien var bedst i begyndelsen af kampen mod spanierne og kom foran 5-2.

Senere gjorde fire scoringer af Spanien på stribe stillingen til 8-6 i spansk favør, men Slovenien fik hurtigt fat igen i den underholdende og intense første halvleg.

Sloveniens Borut Mackovsek stod for halvlegens sidste scoring, da han flyvende udnyttede et vip til at score til 13-12.

Spanien kom for alvor på hælene, da Slovenien i begyndelsen af anden halvleg scorede fire mål på stribe og kom foran 20-15.

Det formåede spanierne aldrig at komme sig over.

Cirka ti minutter før tid røg Spaniens Viran Morros ud efter at have pådraget sig sin tredje tominutters udvisning, og slovenerne kørte sejren i hus.

Som sædvanlig gik slovenerne forrest i det fysiske spil, hvilket kostede otte tominutters udvisninger til holdet.

Med den slovenske sejr betyder det, at Danmark vil gå videre, hvis kampen mellem Makedonien og Tjekkiet ikke ender uafgjort. Gør den det, står Danmark dog stadig stærkt i forhold til at gå videre. Så skal kampen mod Makedonien tabes med minimum syv mål, og Spanien skal slå Tyskland.

Danmarks kamp mod Makedonien spilles onsdag kl. 18.15. Den kan ses direkte på TV 2 eller høres i Liga på P3.

/ritzau/