Danmarks EM-skæbne afgøres med al sandsynlighed onsdag aften, når Makedonien er modstanderen i sidste gruppekamp i mellemrunden.
Danmark kan allerede være kvalificeret til semifinalen, når kampen mod Makedonien sættes i gang, men så skal Slovenien overraske og slå Spanien. Så det er med overvejende sandsynlighed, at Danmark skal hente et resultat mod Makedonien.
Og chancerne for at det lykkes vil blive en del større, såfremt makedonernes største stjerne Kiril Lazarov ikke er med. Lazarov har døjet med en forstrækning, men er dog umiddelbart meldt klar mod Danmark, og det gør en kæmpe forskel, mener den danske landstræner, Nikolaj Jacobsen.
- Der går nogle rygter, om han er med eller ej. Det er to forskellige hold med og uden ham. Hvis han er med, har de en fremragende skytte og en rigtig dygtig spiller med et stort overblik. Han er altafgørende for deres syv mod seks-spil. Så hvis han er med, bliver det en noget vanskeligere kamp.
Respekt fra de danske spillere
Kiril Lazarov har spillet professionel håndbold i over 20 år, men den 37-årige højre back har stadig masser af kræfter i venstre arm, og han er stadig meget afgørende for det makedonske spil.
Og de danske landsholdsspillere er da også enige med Nikolaj Jacobsen i, at Lazarov skal have ekstra opmærksomhed.
- Det gør en stor forskel, men vi har stor respekt for Makedonien som hold. Han er styrmanden. Han er den, der får forsvaret til at åbne op, fordi man bliver nødt til at gå frem på ham. Det kommer til at åbne nogle huller, og det skal vi have styr på, siger Rasmus Lauge.
Han bakkes op af Henrik Toft.
- Han er en utrolig dygtig spiller, der har været med i mange år. Han er garant for mange mål, og det er ham, der tager de afgørende beslutninger i offensiven. Så han er en nøglespiller, som vi skal have fokus på. Han betyder meget for deres spil, og ham skal vi have styr på, hvis vi skal vinde. Men der er andre spillere, der kan tage over, så han er ikke den eneste, vi skal have styr på, siger Henrik Toft.
Tirsdag aften spiller Makedonien mod Tjekkiet. En kamp der afgør, om Makedonien fortsat har muligheden for at kvalificere sig til semifinalen, når de går ind til kampen mod Danmark.
Her er det mere usikkert, om Lazarov kommer i spil.
Kampen mellem Danmark og Makedonien spilles onsdag kl. 18.15. En kamp der kan ses direkte på TV 2 eller høres i Liga på P3.