EM-slutrunden i herrehåndbold er i fuld gang, men for det norske landshold er der en sag, der fylder endnu mere end det, der foregår på håndboldbanen.
En af stjernerne på det norske kvindelandshold Nora Mørk har nemlig afsløret midt under slutrunden til den norske avis VG, at flere af spillerne på herrelandsholdet har delt nøgenbilleder af hende.
Anføreren på herrernes mandskab, Bjarte Myrhol, der til daglig spiller for Skjern Håndbold i den danske liga, kritiserer nu Mørk for timingen i hendes beskyldninger.
- At få en personalesag op midt under et mesterskab er ikke det, vi har lyst til, udtaler Myrhol til VG og fortæller samtidig, at han i går ringede til Mørk.
- Tonen var god, men jeg var også direkte over for hende. Jeg var meget ærlig om, at jeg synes, det er et dårligt tidspunkt. Jeg er meget uenig i, at det skal op midt under et mesterskab.
Hacket telefon
Nora Mørk fik i efteråret hacket sin telefon og stjålet flere nøgenbilleder, som siden blev spredt på internettet.
Billederne nåede ifølge Mørk det norske herrelandshold i oktober, hvor nogle af spillerne skulle have delt dem mellem sig.
Siden skulle Mørk via landstræneren for kvindelandsholdet, Thorir Hergeirsson, have fortalt det norske håndboldforbund, at herrelandsholdsspillerne havde været i besiddelse af billederne.
Forbundet nægter imidlertid at have fået oplysninger om herrelandsholdets involvering i sagen af Hergeirsson, og forbundet har derfor ikke gjort noget i sagen.
Nora Mørk tror dog ikke på forbundets forklaring, men føler, at de holdt hånden over de af herrelandsholdsspillerne, som har delt billederne af hende, og derfor truer hun med at kvitte det norske landshold i forargelse over sit eget forbunds ageren.
- Vi er et samlet norsk herrelandshold, som tager Noras parti. Det var vigtigt for mig at fortælle hende. Hun var langt nede, så jeg prøvede at fortælle hende, at vi stod bag hende.
- Vi snakkede ikke om, hvorvidt der blev sendt billeder rundt i omklædningsrummet, det var slet ikke et tema, fortæller Myrhol til VG.
Det norske landshold har spillet sig videre til mellemrunden ved EM, hvor de skal møde Serbien, værtsnationen Kroatien og Sverige.