Det Norske Håndboldforbund er rystet af en skandale, efter at det i går kom frem, at nøgenbilleder af den kvindelige landsholdsspiller Nora Mørk er blevet delt mellem spillere på herrelandsholdet.
Mørks telefon blev i efteråret hacket, og nøgenbilleder af hende blev siden spredt på internettet.
Men selvom det norske håndboldforbund ved, hvilke af herrelandsholdets spillere der har delt billederne af Mørk, har det ikke fået konsekvenser for dem.
I Danmark har man ikke oplevet sager af lignende karakter på tilsvarende niveau, men efter den norske skandale er Danmarks Idrætsforbund, DIF, blevet mere opmærksomme på problemet.
- Det er utrolig dårlig stil. Jeg ville klart have givet det råd, at man skulle have undskyldt og indskærpet, at sådan noget her aldrig måtte ske mere. På den måde havde man undgået at stå i den her situation, som er utroligt forstyrrende for dem, siger Morten Mølholm, der er direktør i DIF.
Hvad gør I for at forebygge at noget lignende sker i Danmark?
- Vi advokerer over for klubber og forbund, at man har en god og tolerant kultur, hvor man opfører sig ordentligt over for hinanden,
Først og fremmest et forældreansvar
Mandag blev lidt over 1000 danske unge sigtet for at have delt en seksuelt krænkende video af en dreng og en pige, der begge var 15 år, da optagelserne blev lavet.
I DIF har man fokus på, at problemet ikke bevæger sig over i idrætsregi, men forbundets direktør understreger, at de unges forældre også må på banen og fortælle sine børn, hvordan man skal agere i sådanne sager:
- Vi har ikke særskilt gjort opmærksom på den her problemstilling. Men de ting, der sker i øjeblikket – som den sag i mandags, hvor unge sigtes for deling af børneporno – det skal vi være opmærksomme på i idrætsforeningerne.
- Det er først og fremmest et forældreansvar at fortælle sine børn og unge, at det her skal man ikke gøre. Men vi skal også bidrage til det, og så må vi se, om det skal være en del af vores almindelige arbejde i klubberne, eller om vi skal lave helt særskilte kampagner og oplysning omkring det, slutter Morten Mølholm.
Norske Nora Mørk har truet med at kvitte det norske landshold, efter at det i går altså kom frem, at forbundet holder hånden over flere af herrespillerne