Nykøbing Falster Håndboldklub (NFH) må sande, at det ikke bliver til en EHF Cup-finale i år.
Undervejs var klubben ellers ved at indhente tyske Bietigheims forspring fra den første semifinale i sidste uge på 11 mål, men da NFH-forspringet nåede ti mål, gik holdet i stå.
Derfor endte søndagens danske sejr med at lyde på 32-28, men samlet vandt tyskerne 66-59. I finalen møder de russiske Rostov-Don.
Niels Agesen havde sat sit hold godt op til kampen, selv om det på forhånd lignede en umulig opgave at hente 11 mål.
Gik kolde til sidst
Tilskuerne i Næstved kunne dog glæde sig over en pragtpræstation fra Mette Iversen Sahlholdt i målet, og hun var med til at skabe tro på et mirakel. Det sidste kvarter løb NFH-tanken tom for energi.
- Vi lavede for mange dumme fejl i den periode, hvor vi førte med ti mål. Vi spillede ellers en god kamp, men gassen gik af ballonen til sidst.
- Det er dog mest ærgerligt, at vi spillede en virkelig dårlig kamp imod dem i sidste uge, siger målmanden.
NFH kan i stedet fokusere på at blive klar til semifinalerne i Primo Tours Ligaen. Her bliver modstanderen enten Viborg eller Odense.
/ritzau/