Gravholt om sit klubskifte: Mange har fordomme om Rumænien

Mette Gravholt glæder sig til sit rumænske eventyr og til at gøre op med de fordomme, der er om landet.

Til sommer slutter Mette Gravholts tid hos Nykøbing Falster. Gravholt skifter nemlig tilværelsen ud med lidt af et eventyr i den rumænske hovedstad, hvor hun skal tørne ud for Dinamo Bucuresti.

Og for en håndboldspiller, der aldrig har spillet uden for Danmarks grænser, er det lidt af en omvæltning, men Gravholt går ind til opgaven med et åbent sind, og hun glæder sig til en helt ny udfordring.

- Det er fedt at prøve at opleve noget andet, og Rumænien er bare meget anderledes. Jeg har nogle fordomme, og når jeg snakker med folk, så er der bare rigtig mange fordomme omkring Rumænien.

- Jeg glæder mig til at se, hvad der er op og ned og bare blive mere oplyst og se noget andet, siger Gravholt til DR Sporten.

Tvunget til skifte

Mette Gravholts karriere har været noget turbulent på det seneste, hvor hun er blevet smidt af landsholdet, mens hendes kontrakt med Nykøbing Falster blev opsagt, så den udløber til sommer.

Derfor har Gravholt også følt, at hun blev presset til at prøve noget nyt.

- Kontrakten blev opsagt her i Nykøbing pga. nogle misforståelser, og det er også helt okay. De vil gerne satse på nogle yngre, og det er fint.

- Jeg bor i København, og jeg vil ikke spille i Jylland igen, og så var jeg tvunget til at stoppe eller tage til udlandet. Og jeg er ikke klar til at stoppe. Jeg har stadig nogle gode ting at byde ind med, siger Gravholt.

Gravholt har dog slået fast, at såfrem Dinamo Bucuresti ikke rykker op i den bedste række, vil hun ikke skifte til klubben alligevel.

Nykøbing Falster spiller lige nu anden semifinale i EHF Cuppen mod tyske Bietigheim. Efter at have tabt første kamp med 27-38 fører Nykøbing Falster 20-13 ved pausen. Du kan se kampen lige nu direkte på DR1 eller høre den i Liga på P3.

Du kan se hele interviewet med Mette Gravholt i videoen ovenfor.