VIDEO Skjerns målmands-komet glæder sig til ungarske tæsk

Der er tæsk i vente, når Skjern skal forsvare deres føring mod Veszprem i kvartfinalerne i håndboldens champions league.

Skjern har gang i en utrolig flot sæson, hvor særligt deres indsats i champions league har været fremragende. Her er den danske klub tæt på overraskelsen i kvartfinalen mod det ungarske storhold Veszprem.

Og en af nøglerne til succesen er Skjerns målmand Emil Nielsen. Klubbens talentfulde målmand Emil Nielsen glæder sig allerede til returopgøret, selvom han regner med, at det kommer til at gøre ondt.

- Vi skal give os hundrede procent og tage imod de tæsk, der kommer. De er et ti gange bedre hold på udebane end på hjemmebane, så vi skal også være ti gange bedre, forklarer Emil Nielsen.

Lille by med stor hjemmebane

Skjerns succes består dog også af deres stærke sammenhold hjemme i Skjern. Og Emil Nielsen føler sig også tilpas i byen og på holdets hjemmebane.

- Vi har en super fed hjemmebane med et fedt publikum, der giver den gas hver gang. Og særligt kampen mod Veszprem var den fedeste, jeg har oplevet, siger Emil Nielsen.

Skjern spiller returopgør mod Veszprem d. 31. marts.