VIDEO Dansk fløjspiller igen på rundens europæiske hold

For tredje runde ud af fem er danske Anders Eggert på rundens hold kåret i Champions League.

Anders Eggert er på rundens Champions League-hold for tredje gang.

Hver runde kårer det europæiske håndboldforbund, EHF, rundens hold i Champions League bestående af de syv bedste spillere fra weekendens kampe.

Rundens hold efter femte runde er offentliggjort i dag, og her er to danskere med på holdkortet. For tredje gang ud af bare fem runder er Flensburg-Handewitts Anders Eggert med på holdkortet.

Den 33-årige venstrefløj var flyvende i Flensburgs sejr over Besiktas, hvor han noterede sig for hele 10 scoringer.

Også den unge venstreback Lasse Andersson bliver hyldet af EHF, efter at hans 10 mål mod Vardar var stærkt medvirkende til, at KIF Kolding København kunne få en tiltrængt succesoplevelse med 33-31 og første Champions League-sejr i sæsonen.

Du kan se alle syv spillere på rundens hold i videoen øverst i artiklen.