VIDEO Lars Jørgensen om rødt kort: Jeg råbte og skreg

De store følelser kom frem hos den erfarne håndboldspiller, da han blev vist ud.

Lars Jørgensen er en afdæmpet type uden for håndboldbanen, men bliver han offer for en helt skæv dommerkendelse, der koster ham et rødt kort, så er lunten kort.

-I den vigtige Champions League-gruppekamp mod makedonske Vardar skete netop det, da dommeren for tredje gang i kampen løftede to fingre i vejret og pegede på Lars Jørgensen, hvilket fører til rødt kort.

- Jeg kan slet ikke huske, at jeg gør noget. Men dommeren peger på mig, og så råber og skriger jeg. Også af dommerbordet. Og jeg er ved at smadre en stol, for jeg var så frustreret, siger Lars Jørgensen om episoden, som du kan se øverst i artiklen.

- Synes ikke jeg dummede mig

Stillingen var på det tidspunkt 22-20, så intet var afgjort, og Lars Jørgensen frygtede derfor, at hans straf også ville gå ud over holdet og resultatet.

- Vi har ikke så mange at tage af, da (Kasper) Irming også måtte udgå. Og når man har to udvisninger, så må man ikke dumme sig. Og jeg synes heller ikke, at jeg dummede mig, så det var simpelthen så frustrerende, siger Lars Jørgensen, der trods alt kan glæde sig over, at hans holdkammerater holdt kadencen oppe og kørte en sejr på 33-31 hjem.

Du kan se hele episoden øverst i artiklen.