Med en samlet alder på 83 år er mildt sag en rutineret duo, der står i KIF Kolding Københavns mål, når de tager hul på Champions League-turneringen mod svenske Kristianstad.
39-årige Kasper Hvidt er det faste inventar i den danske topklubs mål, mens 44-årige Kristian Asmussen er det nye ansigt, selvom han er den ældste spiller i turneringen. Han er kommet til fra Nordsjælland som erstatning for Marcus Cleverly, der er blevet ramt af en diskusprolaps.
Selvom de har nået en alder, der i elitesportens verden kan kategoriseres som gammel uden at fornærme nogen, så er lysten så stor som nogensinde, fortæller Kristian Asmussen, der fik landsholdsdebut i 1995.
- Håndbold er vores passion, og jeg elsker at træne. Lige så snart man mister gnisten til at komme ud i hallen for at træne, styrketræne og løbe for sig selv, så tror jeg, det er på tide at stoppe. Men jeg har stadig den der iver for at komme ned og træne med drengene, siger han.
Hvordan føles alder?
Heller ikke Kasper Hvidt føler sig tynget af cifrene på dåbsattesten, og han går til det med den fremskredne på en mere filosofisk facon.
- Hvis du spørger Nøller (Kristian Asmussens kælenavn, red.), om han føler sig som en 44-årig, så vil han nok spørge: Hvordan skal en 44-årig da føle sig? siger Kasper Hvidt, der kommer ind på en sjetteplads på listen over de ældste spillere i turneringen.
Kristian Asmussen har skrevet under på en kontrakt med KIF Kolding København, der holder ham i klubben for resten af sæsonen.