KIFs russiske spasmager er det naturlige samlingspunkt

Konstantin Igropulo er ikke en russer, som man normalt ser dem i håndboldverdenen.

(© DR Sporten)

Han er 1 meter og 90 centimeter høj og vejer 98 kilo. Han er født den 14. april 1985 i Stavropol i Rusland. Han har tidligere boet i Athen, Moskva, Barcelona og Berlin – nu bor han i Kolding. Konstantin Igropulo – eller bare Tino, som han bliver kaldt blandt holdkammerater – er den nye højre back i KIF Kolding København, der skal forsøge at tage over efter den svenske verdensstjerne, Kim Andersson.

Han er en bundseriøs håndboldspiller, men er også manden, der spreder godt humør – en spasmager, som Torsten Laen beskriver det. Han kan omkring syv forskellige sprog. Snart kan han et mere. For selvom han kun har været i Danmark i halvanden måned, så har han allerede lært en del dansk.

Ny spiller til KIF Kolding København

Den 10. marts 2015 fortalte Jens Boesen, direktør i KIF Kolding København, at de havde fundet erstatningen for Kim Andersson. Den nye højre back var russer og kom fra Füchse Berlin i den tyske Bundesliga. Han havde netop været med ved VM i Qatar, hvor han var Ruslands mest brugte spiller og scorede 19 mål.

- Det er en spiller med stor rutine og stor kunnen, og vi tror, han passer ind i vores måde at spille håndbold, sagde Jens Boesen dengang.

Men det er ikke kun på selve håndboldbanen, Tino passer ind. Han har allerede fundet sin plads på holdet, når det kommer til det sociale. Han er hurtigt blevet en del af truppen

- Han er et naturligt samlingspunkt. Han spiller klaver og synger selv. Han har bare rigtig mange ting, som vi andre kan lære en masse af. En rigtig god type at få ind på holdet, fortæller KIF’s stregspiller Torsten Laen, der også spillede sammen med Igropulo i Füchse Berlin.

Konstantin Igropulo startede sin håndboldkarriere i Viktor-SKA Stavropol, hvor han spillede i 12 år, inden han skiftede til Panellinios i Athen i 2002. I to sæsoner spillede han for det græske hold, hvorefter han tog tilbage til sin fødeby Stavropol i 2004. Det var også i Stavropol, Irgopulo fik sin universitetsuddannelse som underviser i fysik og matematik.

Det var dog ikke længe, barndomsklubben kunne holde på ham. For det suveræne russiske hold Chehovske Medvedi, der har vundet det russiske mesterskab hvert år siden 2002, ville have fingrene i ham, og fra 2005 til 2009 var han med til at vinde fire mesterskabet for Moskva-klubben.

Egen træningsmaskine

Hans præstationer fik øjnene op hos verdens største håndboldklub, FC Barcelona, der hentede den hurtige russer til Spanien i 2009. Og her fik han ikke blot lov til at spille håndbold, han fik også lov til at bruge sit hoved. Han har nemlig – som Torsten Laen beskriver det – et ordentligt hoved skruet på kroppen.

- Han elsker at træne, og han har opfundet sin egen træningsmaskine, som han benytter sig af for at optimere sin krop perfekt. Han er meget seriøs. Han drikker ikke alkohol – han er i bund og grund en topprofessionel håndboldspiller, fortæller Laen.

Træningsmaskinen er udviklet i samarbejde med en fysisk træner i Barcelona, der har noget lignende.

https://www.facebook.com/121964777904969/photos/a.121967861237994.15075.121964777904969/248495455251900/?type=1

- Men det er hans maskine, som har han taget med fra først Barcelona til Berlin og nu til Kolding for at kunne optimere sin krop. Og det viser jo meget godt, hvad han er for en type.

Det er dog ikke sådan, at der ikke er nogle andre, der må bruge maskinen. Både i Berlin og nu også i Kolding har Torsten Laen set andre blive oplært i, hvordan den fungerer.

Fra FC Barcelona, hvor han i 2011 var med til at vinde Champions League, gik turen for Konstantin Igropulo videre til Berlin i 2012. Her skulle han spille for Füchse Berlin i verdens hårdeste liga, nemlig Bundesligaen. Den helt store triumf med den tyske hovedstadsklub kom i foråret 2015, hvor Füchse vandt EHF Cuppen. Og det skulle selvfølgelig fejres.

- Jeg vil sige, selvom jeg kendte Tino, så var det trods alt overraskende, at han lige postede det billede, siger Torsten Laen om den måde, Igropulo valgte at fejre triumfen på.

https://www.facebook.com/121964777904969/photos/a.199219513512828.31122.121964777904969/646629328771842/?type=1

Den russiske højre back valgte nemlig at posere uden en trevl på kroppen, men brugte dog EHF-pokalen, så billedet var en smule censureret.

- Men titler er titler, og det var en stor præstation, og det var han selvfølgelig glad for, så det hører til sin ret, at det skal fejres. Hvis han bliver udfordret, så gør han det sikkert igen. Han er en spasmager, og det kan han sikkert finde på igen. At han har den side er bare et ekstra plus, for så kan man grine med og om ham, siger Laen.

- Han er en person, der omgås de sociale medier og profilerer sig selv den vej rundt.

Men det er ikke kun på Instagram og Twitter, Igropulo er aktiv på nettet. Han har også sin egen youtube-kanal, hvor han har en form for talkshow. Her holder han blandt andet nytårstaler til sine følgere.

International europæer

Konstantin Igropulo er ikke den klassiske russer, som man kender det inden for håndboldens verden. Normalt forbinder man de russiske spillere med at være store, tunge og dovne, og nogle der skal sparkes i gang for at lave noget.

- Tino er en international europæer. Han er på ingen måde, som man ellers ser en russer. Han er ufattelig let at integrere i et samfund som vores. Han lægger ikke skjul på, at han ikke vil have, at andre skal gøre hans job – han vil selv, fortæller KIF Kolding Københavns sportschef, Lasse Boesen.

Han er heller ikke den hidsige type, som man også tit forbinder russere med i håndboldens verden, fordi man har billeder af for eksempel de to russiske landstrænere, Evgeny Trefilov og Vladimir Maksimov, der står og råber og skriger ude på bænken.

Han er til gengæld rigtig god at have på holdet. Hans kone og barn er endnu ikke kommet til Danmark, hvilket har været med til at give ham mere tid til at være sammen med holdet efter træning og på den måde komme ind på holdet.

Konstantin Igropulo er ekstremt fokuseret og seriøs omkring sin træning. (Foto: © Christof Koepsel, 2015 Getty Images)

- Han kommer med godt humør og bidrager med rigtig meget. Det betyder rigtig meget, at det er en, der ikke kun tager, men også giver til en gruppe, når vi er en gruppe, der er sammen.

- Også at der ikke er nogen form for stjernenykker – at man synes, man er for fin til at gøre det og det. Det er han absolut heller ikke. Han går forrest på alle parametre, og det giver rigtig meget til en gruppe – lige meget hvad, fortæller Torsten Laen.

Anderssons afløser

Konstantin Igropulo blev hentet til KIF Kolding København som afløser for den svenske verdensstjerne, Kim Andersson, og det er nogle store sko, han skal udfylde.

- Der er ingen tvivl om, at når Kim var på topniveau, var han blandt de fem bedste håndboldspillere i Europa, og sådan en er svær at erstatte, siger Torsten Laen.

Men samtidig skal man også tænke på, at Kim Andersson var enormt meget skadet, og derfor glimrede han også tit ved sit fravær i truppen til kampene. Men Konstantin Igropulo får holdet nu forhåbentlig mere kontinuitet på højre back-pladsen, og det kan veje op for, at Igropulo ikke har helt så højt et niveau som Kim Andersson.

- Vi havde kun gavn af Kim i meget begrænset spilletid, fordi han var så skadet i den periode, han var her. Den kontinuitet, vi får med Igropulo, der ikke har været skadet nævneværdigt i en lang periode, den vil jeg sige kompenserer for det der maksimale niveau.

- Vi har en mere fuldendt trup, fordi vi har en højre side nu med ham, der oftere er klar til kamp, lyder det fra Torsten Laen.

Onsdag aften klokken 19 spiller Igropulo og resten af KIF Kolding København-holdet mod Kristianstad i den allerførste kamp i dette års Champions League. Du kan se kampen direkte på DR3.