Jesper Jensen bliver ekspert og kommentator

Jesper Jensen skal både kommentere kvinde- og herrehåndbold for DR i denne sæson.

Jesper Jensen har masser af erfaring fra både banen og sidelinjen. Efter han sluttede sin karriere som spiller, har han været træner. Senest var han cheftræner for Aalborgs herrer, og inden da var han cheftræner for Vejens kvinder. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Den tidligere landholdsspiller og træner Jesper Jensen bliver fast kommentator og ekspert på DR's håndbolddækning.

Jesper Jensen har tidligere været ekspert i blandt andet DR's VM-studie i december, men fra denne sæson skal han også kommentere Champions League.

- Jeg har altid syntes, at det er fedt at være en del af DRs håndboldhold, så da jeg blev forespurgt på muligheden for at være en del af årets Champions League, slog jeg til med det samme. Det er både inspirerende og udfordrende at se de bedste klubhold i verden dyste mod hinanden i den prestigefyldte turnering, siger Jesper Jensen.

Både kvinde- og herrehåndbold

Jesper Jensen spillede det meste af sin professionelle karriere i Skjern og har siden været både kvinde- og herretræner.

Jesper Jensen skal blandt andet følge Team Esbjergs kvinder i Champions League og TTH Holstebros herrer. I alt er fire danske hold en del af verdens bedste klubturnering.

- Jeg glæder mig meget til at se, hvordan Team Esbjerg klarer sig i deres debutsæson i Champions League. I modsætning til FC Midtjylland har de fået en super lodtrækning, og jeg ser rigtig fine muligheder for, at vi også skal se dem blande sig i slutningen af turnering, siger Jensen.

I weekenden debuterer han som kommentator i selskab med Henrik Liniger, når TTH Holstebro på udebane møder Motor Zaporozhy. Den kamp vises på DR1 fra kl 14.55 på søndag.