Det er et godt tegn på, at man har leveret på et højt niveau, når man som dommer bliver udpeget til at dømme Champions League-finalen. Det er tilfældet for den danske duo bestående af Line Hesseldal og Karina Christiansen i kvindernes finale.
De bliver derfor det første kvindelige par fra Danmark til at dømme en Champions League-finale.
Finalen spilles den 7. maj, men det er endnu uvist, hvem der er i den, fordi det er et final four-stævne, hvor der spilles semifinaler dagen før.
De fire hold tilbage er Buducnost, Györ, CSM Bucuresti og HC Vardar.
Du kan se det danske dommerpar i aktion i finalen på DR1 den 7. maj.