Nicole Broch Larsen fik en glimrende debut på LPGA Tour – den amerikanske golftour for kvinder.
Danskeren, der for få dage siden sikrede sig adgangsbilletten i en kvalifikationsturnering, gik første runde ved turneringen Pure Silk Bahamas i 69 slag, fire under par, hvilket placerer hende på en delt 15.-plads.
Den 23-årige golfspiller, der også repræsenterede Danmark ved OL i Rio, gik til opgaven uden at lade sig mærke af, at hun er helt ny på LPGA Tour.
- Heldigvis lod jeg mig ikke mærke så meget af de her ting. I træningsdagene var jeg god til at holde fokus på mig selv og de arbejdsopgaver, jeg har aftalt med min træner, så det var en rigtig fed dag. Og heldigvis spillede jeg godt, fortæller hun.
På 14., 15. og 16. hul var danskeren ved at miste grebet i førerfeltet med en stribe dårlige slag, men hun fik alligevel afrundet dagen med en eagle på sidste hul.
Læner sig op af dansk kollega
Nicole Broch Larsen er ikke eneste dansker på LPGA Tour, da også Therese O’Hara, der er bosat i USA, er med.
Hendes selskab nyder Nicole Broch i disse dage, hvor hun ikke kender nær så mange, som hun gjorde, da hun optrådte på Europa Tour sidste år.
- Jeg har ikke lige så mange gode venskaber herude endnu, men heldigvis er Therese her, og vi spiser sammen og bruger rigtig meget tid sammen, så det er dejligt at have en, man kan læne sig lidt op ad. Hun har prøvet det før og ved, hvor tingene er henne.
- Og så har jeg også en caddie med, som gik et par gange for mig sidste år, og han ved også, hvordan tingene fungerer, så det er dejligt at have de to ved min side, siger Nicole Broch Larsen.
Ambitionerne for den første LPGA-turnering i karrieren er afmålte, men hun håber alligevel at kunne spille med i toppen.
- Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan klare cuttet og levere et godt resultat. Det ville i hvert fald gøre en kæmpe forskel i forhold til min videre sæson her på LPGA, fortæller Nicole Broch Larsen.
Årsagen er, at spillerne i maj bliver vurderet på ny på baggrund af deres turneringsresultater, og at de på den måde kan gøre sig fortjent til en bedre rangering.
Therese O’Hara sluttede dagen i 72 slag, et under par, på en delt 50.-plads.