19 år og 232 dage. Emily Kristine Pedersen var stadig teenager, da hun en søndag i slutningen af oktober 2015 trådte ud på banen ved den indiske by Gurgoan. Termometret viste over 30 grader, og den unge golfspiller slog ud for den samlede sejr i Hero Women’s Indian Open.
Efter et svært forår med både skolegang og en plads på Ladies European Tour var der mere ro på tingene efter sommeren. Med eksamen overstået kunne Emily Kristine Pedersen fokusere udelukkende på golfen, og hun løftede henover efteråret sit spil gevaldigt.
Med en samlet score i par kunne Pedersen lade sig kåre som vinder foran landsmanden Malene Jørgensen og dermed løfte sit første trofæ som professionel golfspiller. En bedrift som Nicole Broch Larsen havde gjort i september samme år, og som Nanna Koerstz Madsen gentog i juni året efter.
Tre danske golfkvinder og tre Europa Tour-trofæer på bare ni måneder. Noget af en bedrift efter at sidste trofæ hos kvinderne kom i hus i 2012. Dansk kvindegolf er i sandhed inde i en gylden periode.
- Det er resultatet af et langt, målrettet stykke arbejdet, som vi definerede for 10 år siden, hvor vi kiggede alle parametre, der kan påvirke talentudviklingen. Når man så har fået alle de ting til at spille sammen, så skal man også være lidt heldig og have en gruppe, som kan komme frem på samme tid og hidse hinanden op til at lave noget stort. Fundamentet skal være på plads med de forskellige elementer, og derefter skal man have det rette materiale. Det kan man godt sige, vi har været lidt heldige at have haft, siger Morten Backhausen, der er direktør i Dansk Golf Union.
Den betragtning er Emily Kristine Pedersen enig i. Selvom det er svært at pege på den præcise årsag til succesen, har det haft stor betydning, at flere danske golfkvinder er brudt igennem samtidig.
- Det er svært at sige, men vi er vokset op i samme miljø og har været der til at presse hinanden, se op til hinanden og lære fra hinanden. Det er nok meget det, at vi har skubbet hinanden og vokset op sammen. Det betyder vildt meget. Det har været en stor del af det, at vi har kunnet presse hinanden og konkurrere indbyrdes, siger Emily Kristine Pedersen.
Talenter skal kunne trænes
Et målrettet talentarbejde hos Dansk Golf Union har båret frugt, og et fokus på uddannelse af trænere samt en turneringsstruktur, der udfordrer talenterne fra 10 års-alderen, har givet pote hos ikke mindst kvinderne i dansk golf. Den udvikling skulle gerne fortsætte, men det kræver fortsat grundigt talentarbejde.
- I første omgang gør talenterne jo opmærksom på sig selv gennem nogle scores, som de har lavet i turneringer. Det er første skridt til, at vi kan se, en spiller eksisterer og er spændende. Hvis spillerne er lidt yngre kigger vi på teknik, fysik og vurderer, om det er en spiller, der også står der om tre-fire år, siger Thomas Brønd Poulsen, der er landstræner for damelandsholdet og pigelandsholdet.
- Når spillerne først er inde over, ser vi på et sammensurium af ting; evnen til at arbejde for det, evnen til at modtage information og arbejde med den. At de hæver deres niveau gennem arbejde med de ting, de præsenteres for af trænere i klub og på landshold, siger han.
Færre medlemmer, højere niveau
De spirende golfhåb i talentudviklingen kommer trods en negativ udvikling i medlemstallene. De seneste 10 år er antallet af juniorer i Dansk Golf Union nemlig faldet voldsomt med hele 37,5 procent. Generelt er falder medlemstal i dansk foreningsidræt, men det alene forklarer ikke, hvorfor mere end hver tredje junior-golfspiller har meldt sig ud.
- Omkring finanskrisen var der rigtig mange, der meldte deres børn ud af klubberne. Det gjorde de, fordi de ikke fortsat ville betale for en inaktiv junior. Før krisen var der mange forældre, som bare havde deres børn meldt ind og betalte år efter år, uden at de brugte golfklubben. Men efter krisen kiggede mange deres husholdning igennem, og vi regner med, at en del af faldet skyldes, at de inaktive juniorer ryger ud af systemet. Jeg kan ikke sige det sikkert, men vi regner med, at gruppen af aktive juniorer har været ret stabil, og ser vi på juniorer med lavt handicap, er der kommet flere og flere, siger Morten Backhausen.
Alarmerende udvikling
Trods det faldende medlemstal er eliten af de tilbageværende juniorer højere end tidligere. Derfor bekymrer man sig ikke gevaldigt i golfunionen, men man erkender, at tendensen ikke kan fortsætte.
- Selvom antallet af talenter er faldet i Danmark, så er toppen blevet bedre. De bedste spillere performer bedre med lavere rundegennemsnit og lavere handicaps. Så selvom bredden er blevet mindre, er eliten bare blevet styrket. Men det kan ikke blive ved med at foregå. Vi er gået fra 12.000 juniorer i 2004, og vi er nu nede på 7.500. Det er selvfølgelig alarmerende. Derfor har vi en lang række initiativer i gang ude i klubberne, og det håber vi kommer til at give noget i de kommende år, siger Backhausen.
Den nye sæson på Ladies European Tour begynder 9. februar med Oates Victorian Open i Australien, hvor både Emily Kristine Pedersen, Nanna Koerstz Madsen og Nicole Broch Larsen er med. Derudover spiller danske Therese O’Hara LPGA i USA, hvor hun bor og er gift amerikansk.
Dansk kvindegolf går en spændende tid i møde med unge, professionelle stjerner og et nyt kuld, anført af 18-årige Puk Lyng Thomsen, på vej. Det tegner i den grad lovende for golfspillere med Dannebrog på ærmet.
- Jeg tror helt klart på, at der venter en stor fremtid. Der er sindssygt mange dygtige, unge spillere på både herre- og dame-, drenge- og pigesiden. Det er ikke sikkert, at de slår igennem lige så tidligt, som vi gjorde, for jeg ved, at mange gerne vil på college i USA, men jeg tror helt klart, at der venter en lys fremtid, siger Emily Kristine Pedersen.
Kilder: danskgolfunion.dk, wikipedia og bogen 'Fra talenter til triumfer' af Henrik Søe og Torben Thornæs Andersen.