Golfstjerne revser 'latterligt' langsomme kollegaer

Den engelske golfspiller Charley Hull mener, det tager alt for lang tid at afvikle en runde golf. Danske Nicole Broch Estrup er enig.

Charley Hull, som er nummer 11 på verdensranglisten, er trætte af, at flere kvindelige golfspillere bruger laaang tid på banen. (Foto: © Cliff Hawkins, Ritzau Scanpix)

Golfsporten har et stort problem.

I hvert fald hvis man spørger den engelske golfspiller Charley Hull, der efter weekendens turnering på LPGA Touren, The Annika i Florida, valgte at tage bladet fra munden.

- Det er latterligt, siger Charley Hull ifølge The Guardian.

Hull, der sluttede på andenpladsen i den prestigefyldte turnering, mener grundlæggende, at det tager alt for lang tid at afvikle en runde golf på LPGA Touren og Ladies European Tour. Lørdag tog det således svimlende fem timer og 40 minutter for Charley Hull og kompagni at afvikle tredje runde ved The Annika i Florida, der først sluttede, da mørket var faldet på.

- Det gør mig ondt på fansenes vegne, at det går så langsomt derude, siger Hull, der er kendt som en af de hurtigste spillere på LPGA Touren.

De lange, lange golfrunder er en udfordring, der i løbet af de seneste år igen og igen er dukket op til overfladen. Også i weekenden i Florida endte det langsomme spil med at blive et stort debatemne. Både blandt spillerne, i medierne og blandt tilskuerne.

Danske Nicole Broch Estrup er enig med Charley Hull i, at det tager for lang tid for de professionelle kvindelige golfspillere at spille en runde golf. (Foto: © ALIKA JENNER, Ritzau Scanpix)

Også danske Nicole Broch Estrup, der blev nummer 34 ved The Annika, har fået nok af de lange golfrunder ved både LPGA Touren og Europatouren.

- Der er helt klart et problem. Det tager bare for lang tid. Både for spillerne og for fansene. Det er under al kritik, at det tager over fem timer at spille. Det er bare dræbende for spillet både som spiller og som fan, siger Nicole Broch Estrup til DR Sporten.

Hun var selv ude i en runde på hele fire timer og 20 minutter ved turneringen i Florida, og hun er glad for, at Charley Hull igen sætter problemet på dagsordenen.

- Jeg synes, det er fedt, der er sådan en som hende, der tør sige noget og råbe op, siger Estrup, der hverken mener, hun selv er lynhurtig eller superlangsom på en golfbane.

- I takt med at golf har fået mere opmærksomhed udefra, er det blevet en snak, der er begyndt at fylde. Både på Europatouren og LPGA er det et taleemne til alle spillermøder, siger hun.

Er der nogen, der er uenige i, at det går for langsomt?

- Det tror jeg ikke. Jeg er ikke stødt på nogen endnu, der synes, det er dejligt at gå ude på banen i fem en halv time. Alle er enige om, at det tager for lang tid. Så er spørgsmålet bare, hvad vi lige gør for at få det til at gå hurtigere.

Hvorfor tager det så lang tid?

- Man kan være langsom på forskellige måder. Man kan være langsom til at beslutte, hvilket jern man vil bruge. Man kan være langsom over bolden, når man står og gør klar til at slå. Man kan gå langsomt.

- Nogen tænker over det, mens andre ikke tænker over det og dermed ikke forsøger at gøre noget ved det. Der er bare mange små ting, der gør, at det kan falde helt sammen.

Hårdere straffe?

Det har i årevis været et mål for de store golforganisationer at gøre spillet hurtigere, og faktisk har dommerne allerede mulighed for at straffe de spillere, der bruger unødigt lang tid på banen. Spillerne kan blive ramt af både bøder og strafslag, men det er dog sjældent, at der uddeles staffe på topniveau.

Derfor mener Charley Hull, der er nummer 11 på verdensranglisten, at der nu skal tages skrappere midler i brug. Hun mener, man i sidste ende skal kunne smides af LPGA Touren, hvis man gentagne gange spiller for langsomt.

- Jeg er ret nådesløs, men mit forslag er, at hvis man får tildelt tre Bad Timings (advarsler, red.), skal man med det samme have to strafslag. Og hvis du så får tre af dem, skal du miste dit Tour-kort med det samme. Jeg er sikker på, det ville hæve tempoet, for ingen vil ønske at miste sit Tour-kort. Det ville dræbe det langsomme spil, men det vil aldrig blive til virkelighed, siger Hull til The Guardian.

Danske Nicole Broch Estrup er enig i, at der bør strammes op. Hun er dog ikke helt enig i Hulls relativt vidtgående forslag.

- Jeg synes, hendes forslag er lige til den stramme side, siger Estrup, der i stedet drømmer om bødestørrelser, der giver mening.

- For nogle topspillerne betyder en bøde på 1.000 dollar ikke noget, hvis de spiller godt nok. Det er jo problemet. En bøde på 1.000 dollar for mig er ikke det samme som en bøde på 1.000 dollar for en spiller, der har tjent tre millioner dollar i år. Det kan ikke sammenlignes.

- Det er sindssygt svært, hvordan man kan lave nogle straffe, der kan ramme alle lige hårdt. Der skal gøres noget, men hvad det lige skal være, ved jeg ikke konkret, siger Nicole Broch Estrup.