Ekspert gnider sig i hænderne, for næste år kommer rekordmange danskere på PGA Touren

Hele fire danskere har fået adgangskort til PGA Touren næste sæson.

Rasmus Højgaard var en af tre danskere, der søndag skaffede adgang til PGA Touren. (Foto: © FADEL SENNA, Ritzau Scanpix)

Rekordmange danskere får adgang til at spille på verdens bedste og mest prestigefulde golftour, PGA Touren, næste år.

Søndag skaffede de tre danske golfstjerner Thorbjørn Olesen, Niklas Nørgaard og Rasmus Højgaard således et adgangskort til Touren, da de alle endte tilpas højt i sæsonfinalens afslutning.

Udover de tre har også Rasmus Højgaards tvillingebror, Nicolai Højgaard, allerede kvalificeret sig til PGA Touren, og dermed skal hele fire danskere duellere med de bedste golfspillere i verden næste sæson.

Aldrig før har så mange danskere fået adgang til PGA Touren, og golfkommentator hos Max og vært på podcasten Golf Showet Andreas Hartø har da også svært ved at få armene ned.

- Det er jo det, vi som golffans har dømt om i lang tid, at en flok danskere gør sit indtog på PGA Touren. Det er sindssygt spændende, siger Andreas Hartø.

Tidligere har Danmark haft to spillere på PGA Touren på én gang, og at det antal nu er fordoblet, tegner et meget godt billede af, hvor dansk golf er i øjeblikket.

De har selvfølgelig også fået en kortere vej, eftersom det ikke er mere end et par år siden, PGA Touren ændrede reglerne, så man via en topplacering på DP World Touren kunne få adgang. Men det skal ikke tage noget fra danskernes bedrift.

- Hvis du havde fortalt mig det for et par år siden, havde jeg sagt, at det alligevel ville være mange. Det er klart, at der er kommet en vej gennem DP World Tour, som der ikke har været før, og det er fedt. Og at danskerne så har udnyttet den vej, det er jo bare fantastisk.

- Det giver også anledning til at at tænke, at både Rasmus, Thorbjørn og Niklas kan gøre sig gældende på PGA Touren.

Rasmus Højgaard er bare en af fire danskere på PGA Touren næste år. (Foto: © FADEL SENNA, Ritzau Scanpix)

Dansk sejr? Hvorfor ikke

Danskerne kommer dog ikke til at rejse tværs over Atlanten bare for at være med, vurderer Andreas Hartø.

De kommer for at vinde, og det har de også evnerne til at gøre.

- For mig er der slet ingen tvivl om, at der er ret stor mulighed for danske sejre. Der er flere spillere, der kom fra DP World Touren sidste år, som har vundet på PGA Touren i år, siger Andreas Hartø.

- Det handler bare for en af dem om at have en god uge, for så dygtige er de. Så vinder de, der kan der ikke være to meninger om.