Det går forrygende for de danske golfkvinder, der i øjeblikket spiller European Tour-turneringen Lacoste Ladies Open i Frankrig.
Efter anden runde i dag ligger den blot 19-årige dansker Emily Pedersen på førstepladsen. Hun gik i dag banen på seks slag under par, hvilket er den bedste runde i hendes karriere. Hun er nu samlet i minus ni.
Pedersen deltager i turneringen efter at have modtaget en invitation, og nu vil hun bevise, at hun er god nok til at være med.
- Efter den hårde start var jeg virkelig glad for at slutte seks under. Det har givet mig ekstra motivation til at bevise, at jeg er god nok til at være, for jeg var ikke god nok til at komme med til turneringen. Det er en smal bane, så man skal være præcis med sine jern og indspil til green, siger Emily Kristine Pedersen til European Tours hjemmeside.
Ud over Emily Kristine Pedersen på førstepladsen, har Danmark også Malene Jørgensen på en delt tredjeplads, mens Nicole Broch Larsen deler femtepladsen. Nanne Koerstz Madsen er nummer 58.