Ung danskers Formel 1-drøm ser sort ud, men Kevin Magnussen har et godt råd

Frederik Vesti overtager fredag George Russells Mercedes ved den første træning til Mexicos Grand Prix.

Frederik Vest får næppe en plads i Formel 1 til sommer, og det ser ligeledes svært ud i 2025. Men han må ikke give op på drømmen, understreger Kevin Magnussen. (Foto: © Grand Prix Photo, GRAND PRIX PHOTO)

- At komme med i en officiel Formel 1-træning er en fantastisk mulighed. Og noget, jeg har arbejdet frem i mod i meget lang tid.

21-årige Frederik Vesti tager fredag endnu et skridt mod en karriere i Formel 1. Her starter den første såkaldte frie træning til Mexicos Grand Prix, og danskeren kører i George Russells Mercedes.

Alle faste kørere skal i denne sæson afgive en træningssession til en ung kører, så de får en mulighed for at vise, hvad de kan på den helt store scene.

Mercedes har på forhånd givet Formel 1-køreren Frederik Vesti en række specifikke og tekniske opgaver, der skal løses i den time, træningen varer. Samtidig giver træningen Mercedes-ledelsen mulighed for at vurdere Frederik Vesti i selskab med resten af Formel 1-feltet.

Danskerens mål har længe været en fast plads i Formel 1, men der ser ikke ud til være ledige pladser i den kommende sæson. Drømmen om to danskere blandt verdens 20 bedste racerkørere må derfor udskydes til tidligst 2025, men heller ikke her er der garanti for, at Vesti får chancen.

Ved sæsonfinalen i Abu Dhabi om fire uger skal Vesti efter planen afløse den anden Mercedes-kører, den syvdobbelte verdensmester Lewis Hamilton. (Foto: © Grand Prix Photo, GRAND PRIX PHOTO)

Det er uhyre vanskeligt at komme igennem nåleøjet til Formel 1 – det ved Kevin Magnussen, der er i gang med sin ottende sæson i kongeklassen, alt om.

- For at komme ind, skal man dominere Formel 2 – som Oscar Piastri gjorde det, siger Magnussen til DR-Sporten.

Kevin Magnussen henviser til McLarens unge australier, Oscar Piastri, der overlegent vandt Formel 2-mesterskabet i 2021 og i år har scoret sin første sejr i Formel 1 ved sprint-løbet i Qatar.

Skal huske Magnussens motto

Frederik Vesti har i år deltaget i det internationale Formel 2-mesterskab, hvor han inden finalen i Abu Dhabi i november ligger på den samlede andenplads. Danskeren tillægges outsider-chancer for at vinde titlen, og så kan det ifølge Magnussen blive svært at få en billet til Formel 1.

- Jeg var ikke kommet i Formel 1, hvis jeg ikke havde vundet Formel Renault 3,5 (en klasse på niveau med Formel 2, red.) i 2013, siger Kevin Magnussen.

Kevin Magnussen kender en del til at være inde og ude af Formel 1-varmen. I begyndelsen af 2022 fik han et uventet comeback, da Haas hentede ham ind som erstatning for den russiske kører Nikita Mazepin, som blev afskediget som følge af Ruslands invasion af Ukraine. (Foto: © Mark Thompson, Ritzau Scanpix)

Så klar var beskeden fra McLaren-chefen Ron Dennis inden sæsonen: "Hvis du ikke vinder mesterskabet, kan du glemme alt om Formel 1". Det gav et enormt pres, men Kevin Magnussen vidste i det mindste, hvad han skulle rette sig efter.

- På mange måder er han jo lige nu præcis samme sted, som jeg var for ti år siden. Det kan godt være, det ser svært ud med Formel 1, men mit bedste råd til ham er: Hæng i, der opstår altid muligheder - det er min karriere det bedste bevis på, siger Haas-køreren.

- Lige meget, hvor sort det ser ud, skal han huske mit motto "never give up on a dream" (giv aldrig op på dine drømme, red.). Man ved aldrig, hvornår det er er overstået. Og om han kommer i Formel 1 eller ej, så venter der Frederik en rigtig god racerkarriere.

Kevin Magnussen kommer ikke på banen samtidig med Frederik Vesti i Mexico City, da hans Haas-racer køres af den unge englænder Oliver Bearman til fredagens træning.

Ved sæsonfinalerne i Abu Dhabi i slutningen af november byder muligheden sig dog, når Frederik Vesti igen skal agere træningsafløser - denne gang for den syvdobbelte verdensmester, Lewis Hamilton.

Kevin Magnussen skal i aktion lørdag og søndag, når der er kvalifikation og grand prix. Du kan følge strabadserne i Mexico her på dr.dk samt se med på TV3 Sport og TV3+.