Magnussen og Formel 1-feltet får igen besøg af Hollywood-skuespillere

Brad Pitt, Kim Bodnia og Kevin Magnussen er med i ny Formel 1-film.

Brad Pitt har været til stede ved flere af sæsonens grandprixer. (Foto: © Hasan Bratic, Hasan Bratic/picture-alliance/dpa/AP Images)

Der er et ekstra team med i pitten på Spa-Francorchamps, hvor Belgiens Grand Prix afvikles i weekenden.

Det 11. team, der hedder Apex Grand Prixm stiller op med kørerne Sonny Hayes og Joshua Pearce. Men de kommer ikke på banen sammen med Kevin Magnussen og kompagni. Hayes og Pearce er hovedpersonerne i en ny Hollywood-film, der denne sommer optages i og omkring Formel 1.

De to karakterer spiller af henholdsvis Brad Pitt og Damson Idris, og danske Kim Bodnia er også med på rollelisten.

Sonny Hayes (spillet af Brad Pitt) ankommer til paddocken. I baggrunden skriver statisterne Kevin Magnussen og Carlos Sainz Jr autografer. (Foto: © Peter Nygaard / Grand Prix Photo)

I filmen, der får titlen 'F1', spiller Brad Pitt en ældre racerkører, Sonny Hayes, der er stoppet i Formel 1 efter et alvorligt crash og nu kører i mindre betydende mesterskaber. Han bliver overtalt til et Formel 1-comeback for Apex Grand Prix, hvor han skal oplære den unge Joshua Pearce. Bodnia spiller en af ingeniørerne i Apex Grand Prix ved navn Kaspar.

Formel 1-kørerne spiller sig selv i 'F1', og Kevin Magnussen var indskrevet som statist i en scene, der blev optaget under Ungarns Grand Prix forrige weekend. Her skulle danskeren sammen med Ferrari-køreren Carlos Sainz Jr skrive autografer i baggrunden, da Hayes (Brad Pitt, red.) ankom til paddocken.

For at gøre filmen så realistisk som mulig har Apex Grand Prix-bilerne ved tidligere løb kørt med på opvarmningsrunden, og Hayes/Pitt og Pearce/Idris har været med ved den officielle kørerpræsentation.

De to biler fra det fiktive team Apex Grand Prix under optagelser til den kommende Hollywood-film 'F1'. (Foto: © Peter Nygaard / Grand Prix Photo)

'F1' bliver produceret af Jerry Bruckheimer for Apple Original Films og instrueres af Joseph Kosinki. De stod senest bag 'Top Gun: Maverick', og Brad Pitt og Lewis Hamilton er blandt filmens co-producere.

Planlagt premiere i juni næste år

Det er ikke første gang, der laves biograffilm i og omkring Formel 1.

Metro-Goldwyn-Mayer (MGM) stod i 1966 bag den hidtil mest ambitiøse Hollywood-film om sporten. Selskabet hyrede en række af tidens største stjerne anført af James Garner, Yves Montand og Francoise Hardy til 'Grand Prix', der blev filmet ved de fleste af sæsonens grandprixer.

Til optagelserne fik MGM bygget 20 biler, der til forveksling lignede de Formel 1-racere, der deltog i VM 1966.

En af de mest ikoniske scener i filmen udspilles i Monte Carlo, hvor hovedpersonen Pete Aron (spillet af James Garner, red.) ender i havnebassinet efter et dramatisk sammenstød.

'Grand Prix', der varer næsten tre timer, havde premiere i 1967 og blev Oscar-nomineret i syv kategorier, men vandt kun de mindre betydende priser for bedste redigering, bedste lyd og bedste lydeffekter.

James Garner (th.) til premieren på 'Grand Prix' i 1967 i Paris. Ved sin side har han skuespiller Eva Marie Saint, fyrste af Monaco Rainier, fyrstinden Grace Kelly og den franske skuespiller Yves Montand. (Foto: © unknown, Scanpix Denmark)

I slutningen af 1990'erne planlagde Sylvester Stallone en Hollywood-produktion om Formel 1 med sig selv i hovedrollen. Han besøgte en række grandprixer, men kunne ikke nå til enighed om de økonomiske betingelser med den daværende Formel 1-boss Bernie Ecclestone. Stallone baserede i stedet filmen på den amerikanske IndyCar-serie, men 'Driven', der fik premiere i 2001, blev en fiasko.

Ron Howard, der tidligere havde instrueret filmene 'Apollo 13' og 'Da Vinci Mysteriet', stod i 2013 bag 'Rush', der handlede om rivaliseringen mellem James Hunt (verdensmester 1976, red.) og Niki Lauda (verdensmester i 1975, 77 og 84, red.).

Med Chris Hemsworth og Daniel Brühl i hovedrollerne blev 'Rush' en international succes, og filmen blev blandt andet nomineret til den danske Robert-pris i 2014 i kategorien Årets ikke-amerikanske film.

Filmoptagelserne til 'F1' er ikke det eneste link til Hollywood i denne weekend. Alpine-teamet stiller op i Belgiens Grand Prix med speciallakerede biler, der reklamerer for den nye action-komedie 'Deadpool & Wolverine'.

Her spiller Ryan Reynolds hovedrollen som superhelten Deadpool, og da den amerikanske filmstjerne er medejer af Alpine-teamet, var det nærliggende at bruge Esteban Ocons og Pierre Gaslys biler til at markedsføre filmen.

Belgiens Grand Prix starter søndag klokken 15.00