Formel 1 straffer Magnussen og Hülkenberg for sjuskefejl

De to Haas-kørere må nu starte bagerst i søndagens grandprix, der køres i Monaco.

Kevin Magnussen indleder søndagens grandprix bagerst af alle. (Foto: © Anna Szilagyi, Ritzau Scanpix)

Et i forvejen svært udgangspunkt er nu blevet gjort nærmest umuligt for den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen.

I lørdagens kvalifikation i Monaco sluttede danskeren sidst i anden kvalifikationsrunde, Q2. Derfor kunne danskeren se frem til en startplads som nummer 15 i søndagens grandprix, men det udgangspunkt er nu lavet om.

Efter kvalifikationen er både Kevin Magnussen og teamkollega Nico Hülkenberg blevet diskvalificeret. De starter dermed søndagens grandprix bagerst.

Det oplyser Haas-teamet på X.

DR Sportens Formel 1-ekspert, Peter Nygaard, forklarer, at diskvalifikationen skyldes, at DRS-vingen på de to Haas-biler kunne åbne sig mere, end hvad der er tilladt. Forklaring følger:

- Formel 1-bilerne har nu om dage en bagvinge, der kan åbnes. Det kalder man DRS. Det står for drag reduction system, hvor drag betyder vindmodstand, forklarer Peter Nygaard.

- Man kan altså åbne et hul i bagvingen, så vindmodstanden bliver mindre og topfarten højere, så man kan overhale ham, der er foran. Det har alle bilerne.

Kevin Magnussen havde kørt sig til en startplads som nummer 15, mens holdkammerat Nico Hülkenberg kunne have set frem til at starte som 12'er. Det er nu lavet om. (Foto: © ANDREJ ISAKOVIC, Ritzau Scanpix)

Åbningen i bagvingen må maksimalt være 85 millimeter, men ved en inspektion af Haas-bilerne efter kvalifikationen er åbninger blevet målt større end det tilladte.

I teorien er det en fordel, da det kan gøre bilen hurtigere, fortæller Peter Nygaard. Haas-teamet har selv forklaret, at det ikke gjorde nogen positiv forskel.

- Det tror jeg, at de har ret i. Men reglementet er meget klart på det punkt. Hvis du er bare en millimeter uden for reglerne, så bliver du diskvalificeret, siger Peter Nygaard.

Udgangspunktet er principielt udelukkelse

Ifølge Formel 1-eksperten har Haas-teamet nu fået dispensation til at deltage i søndagens grandprix, for i princippet burde holdet være udelukket.

- Det er udgangspunktet. Men så kan man søge dispensation, og hvis du har kørt de andre træninger, og dine kørere kender banen, så kan du få dispensationen, og det har Haas så også fået, men de starter som nummer 19 og 20, siger Peter Nygaard.

Forud for grandprixet i Monaco har Formel 1-holdene designet en ny bagvinge, som skal hjælpe med at øge bilens downforce - nedadgående løftekraft, som holder bilen på vejen i de snævre gader. Og det er her, fejlen er opstået.

Ferraris Charles Leclerc, som er fra Monaco, starter i pole position søndag. (Foto: © Hoch Zwei, HOCH ZWEI/picture-alliance/dpa/AP Images)

På grund af det nye design på Haas' bagvinge er åbningen ikke rund, men derimod mere oval, forklarer Peter Nygaard, som samtidig er overbevist om, at der nærmere er tale om sjusk end bevidst forsøg på snyd.

- Der er tale om en fejl i designfasen, vurderer Formel 1-eksperten.

Grandprixet i Monaco er i forvejen berømt og berygtet for sine snævre gader, der nærmest gør det umuligt at overhale, så Haas-teamet kan ikke forvente noget af søndagens grandprix, lyder det fra Peter Nygaard.

- De får en rigtig lang eftermiddag i morgen, for hvis du starter bagerst i Monaco, så er der rigtig lang vej hjem.

- Banen er sværere end alle andre. Og sværere et et pænt ord at bruge. Jeg vil sige, at den er umulig at overhale på, siger Peter Nygaard.

Kevin Magnussen har høstet et enkelt point til VM-stillingen. Det er svært at forestille sig, at det bliver til flere point søndag. Omstændighederne taget i betragtning.

Grandprixet køres fra klokken 15:00 søndag.