Ex-verdensmester stopper af klimamæssige årsager: Men Formel 1 kan måske være løsningen fremfor problemet

Sebastian Vettel indstiller efter denne sæson Formel 1-karrieren. Han vil ikke længere brænde verdens ressourcer af.

Sebastian Vettel annoncerede torsdag at denne sæson bliver hans sidste i Formel 1. (Foto: © BERNADETT SZABO, Ritzau Scanpix)

Næste gang du skruer op for musikken i din bil, bør du sende en tanke til Formel 1. I hvert fald hvis du kører i en bil af bare nogenlunde nyere dato.

For så bruger du sandsynligvis en knap på rettet til at styre, hvor højt musikken skal drøne ud af højtalerne.

Knapper på rattet er nemlig en detalje, som første gang så dagens lys i en Formel 1-bil tilbage i 70’erne. For når du kører 300 km/t, er det ikke en god idé at fjerne den ene hånd fra rattet.

Det er det sådan set heller ikke, når du kører 80 km/t, og derfor er denne funktion nu standard i alle nye biler.

Og netop det, at den teknologiske udvikling i Formel 1 på sigt kan havne i de biler, som kører på vejene, kan være med til at skubbe til udviklingen af mere klimavenlige biler, sådan lyder det fra DR Sportens Formel 1-eksper Peter Nygaard.

Den teknologiske udvikling vender vi tilbage til, for debatten om klima og Formel 1 fik torsdag endnu et indspark, da den tidligere verdensmester Sebastian Vettel, annoncerede at han efter denne sæson parkerer Formel 1-raceren permanent i garagen.

Sportens store klimaaftryk er en af de primære årsager til, at den 35-årige racerkører ikke længere kan se sig selv i en Formel 1-bil.

- Det er klart, at det at rejse verden rundt for at køre racerbiler og brænde ressourcer af, er noget, jeg ikke kan se bort fra, lyder det fra den tidligere firedobelte verdensmester.

- Når det kommer til klimakrisen, er der ingen måde, at Formel 1 eller nogen anden sport eller virksomhed kan undgå det.

Sebastian Vettel har flere gange gjort opmærksom på Formel 1s klimaaftryk. Under Miamis grandprix i maj mødte han op i en trøje med skriften 'Miami 2060 - Første grandprix under vand - gør noget nu eller svøm senere' (Foto: © Sam Bloxham, Motorsport Images)

Men faktisk er det en sandhed med modifikationer. For Formel 1 har i de seneste år gjort meget for at komme klimakritikkerne i forkøbet. Sådan lyder vurderingen fra Peter Nyggard.

- Formel 1 tager klimadebatten meget alvorligt. De kan jo godt se, de har et problem. Motorsport er jo et let offer. Når man ser på det udefra, er det jo bare nogle biler, som drøner rundt og brænder benzin af, og det er den fortælling, Formel 1 gerne vil væk fra.

Men faktisk er det ikke selve løbene, som er den største klimasynder. En analyse fra 2019 viste, at Formel 1´s samlede klimaaftryk var på 256.000 tons CO2 – men kun 0,7 procent stammede fra bilerne.

Derimod er det fragt af materiel samt rejser for alle holdenes medarbejdere til løbene, der sætter det klart største klimaaftryk. Derfor er det ikke på bilerne, men på direktionsgangen, der skal skrues, hvis klimaaftrykket skal sænkes.

- Først og fremmest skal der laves en løbskalender, som er mere klimavenlig. I denne sæson har feltet allerede været over Atlanterhavet tre gange. Det handler om at få grupperet løbene, så man kan blive i den samme region, fremfor at rejse verden rundt flere gange om året, siger Peter Nygaard.

Formel 1-teknologi spreder sig til almindelige biler

Men selvom afbrænding af brændstof fra Formel 1-biler ikke udgør en særlig stor del af sportens klimaaftryk, så kan Formel 1’s brændstofreglement på sigt komme til at spille en stor rolle i den måde almindelige biler udleder CO2 på.

Og så er vi tilbage ved knapperne på rettet og den Formel 1-teknologi, som havner i almindelige biler.

For i motorsport handler det om at have en så brandstoføkonomisk bil, som muligt og en Formel 1-motor er ifølge Peter Nygaard den mest effektive forbrændingsmotor i verden: Ingen andre motorer får så meget effekt ud af en liter brændstof.

De Formel 1-biler, som kørerne racer i i dag, kører på 10 procent syntetisk brændstof. Og erfaringen fra det bruger bilfabrikkerne i udviklingen af deres gadebiler.

- I bilindustrien er der en erkendelse af, at el-biler er en god og langsigtet løsning, som går fint i velhavende lande. Men det er ikke det, som er løsningen i mange mindre udviklede lande, hvor infrastrukturen til el-biler ikke er tilstrækkelig.

- Derfor er man noget frem til, at det, som er mellemløsningen, er hybridmotorer med syntetisk brændstof, og det er præcis det, som Formel 1-biler kører på, siger Peter Nygaard.

Formel 1 har tidligere annonceret, at sporten vil være CO2-neutral i 2030, men allerede i 2026 er det ambitionen, at bilerne skal køre på 100 procent syntetisk brændstof.

Weekendens grandprix køres søndag i Ungarn med to træninger fredagen og kvalifikation lørdag.