VM-komité svarer igen på dansk trøjebudskab om omvandrende sørgebind

På landsholdets VM-trøjer er logoerne nedtonede, og det skal ses som en kritik af Qatar.

Trøjen, Simon Kjær og landsholdskollegerne bar mod Kroatien, skal ifølge Hummel ses som et omvandrende sørgebind. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Når herrelandsholdet i november trækker spillertrøjerne over hovedet ved fodbold-VM i Qatar, sender de også en kritik af værterne for mesterskabet.

Danmarks VM-trøjer skal nemlig ses som en protest mod Qatar og landets historik med menneskerettigheder.

Det fortalte sponsoransvarlig hos Hummel, Morten Lund, tirsdag til TV 2.

Farverne og detaljerne på trøjen er generelt nedtonede, fordi man ikke ønsker 'at være synlige under mesterskabet', og den helt sorte tredjetrøje skal ses 'som et omvandrende sørgebind, som viser respekt til de tusindvis af migrantarbejdere, der har mistet livet, så Qatar kan afholde VM'.

Den kritik har komitéen for planlægning af VM i Qatar, Supreme Comitee, nu svaret på, skriver nyhedsbureauet Ritzau.

- Vi afviser helhjertet trivialiseringen af vores ægte engagement i at beskytte sundheden og sikkerheden for de 30.000 arbejdere, der har bygget stadioner og andre turneringsprojekter, lyder det i en udtalelse fra komitéen ifølge Ritzau.

Opfordrer DBU til klar kommunikation

I udtalelsen anfægter komitéen desuden Hummels påstand om, at turneringen har kostet tusindvis af migrantarbejdere deres liv.

Derudover fortæller de, at man har indgået en dialog med DBU om de bekymringer, forbundet måtte have i forbindelse med slutrunden.

- Komitéens arbejde er anerkendt af adskillige aktører inden for det internationale menneskerettighedssamfund som en model, der har accelereret og forbedret liv. Som i alle andre lande er fremskridt inden for denne slags problemer en rejse uden en målstreg, og Qatar er engageret i denne rejse.

På Danmarks VM-trøjer går logoernes farve i ét med resten af trøjen. Det handler om, at Hummel ikke ønsker at være synlige under slutrunden. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Det budskab og de fremskridt, der måtte komme, ønsker komitéen, at DBU skal kommunikere til Hummel.

- Vi opfordrer DBU til præcist at formidle resultatet af deres omfattende kommunikation og samarbejde med SC (komitéen), lyder det i udtalelsen.

DR Sporten har kontaktet DBU for en kommentar, men de har ikke yderligere at tilføje om de nye spillertrøjer.

Budskab bemærket i udlandet

De nye spillertrøjer, landsholdet skal bære under den omdiskuterede slutrunde i ørkenstaten, bar spillerne for første gang i de foregående to Nations League-kampe mod Kroatien og Frankrig.

Det var dog først et par dage senere, trøjernes budskab blev formidlet af Morten Lund.

Kritikken, trøjerne symboliserer, er sidenhen ikke gået ubemærket hen i udlandet.

Hos det britiske medie The Indpendent, bliver der bidt mærke i, at Hummel med protesten skiller sig ud fra øvrige trøjesponsorer.

- Hummel er en af de få store organisationer, hvis trøjer bliver udstillet ved mesterskabet, der har lavet så klart et budskab mod værtsnationen, skriver The Independent.

Også andetsteds i England er øjnene rettet mod den danske protest.

- Danmark løfter sløret for VM-protestdragter, der kritiserer Qatars historik med menneskerettigheder, skriver Engelske The Guardian onsdag.

I Norge, der ikke selv vil være til stede med et landshold ved VM i Qatar, bliver landsholdets nye spillerdragter ligeledes omtalt som en 'protestdragt'.

- Danskerne spiller med protestdragter ved VM i Qatar, lyder det fra norske VG.