Slutrunden i Qatar bliver den trangeste i 92 år: Svarer til at holde VM på Bornholm

Kun VM i 1930 har arealmæssigt været mindre end slutrunden i Qatar, der starter søndag.

Arealet mellem de otte VM-stadioner i Qatar svarer til størrelsen på Bornholm. (© Grafik: Nathalie Nystad)

Gianni Infantino, præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, har sagt, at det forestående VM bliver det bedste nogensinde.

Den påstand kan få lov at stå og flagre lidt tid endnu, men én ting er dog sikkert.

VM i Qatar bliver det arealmæssigt mindste siden det allerførste VM i 1930 i Uruguay.

Dengang blev slutrunden spillet på tre stadioner i hovedstaden, Montevideo.

I år dækker området, som de otte VM-stadioner i Doha ligger inden for, 597 kvadratkilometer, hvilket er en my større end den danske klippeø Bornholm.

Qatar består af en halvø i Den Persiske Bugt. Samtlige VM-kampe ligger i den østlige del af landet i hovedstaden Doha. (© undefined)

Det gør slutrunden til den mindste i nyere tid.

Men hvilken betydning har det at spille et VM, hvor det er muligt at komme fra a til b på under en time? Det har DR Sporten undersøgt ved at spørge en kommentator, landstræneren og en fodboldhistoriker til råds.

Kommentator: 'Det har jeg aldrig prøvet før'

Henrik Liniger rejser i weekenden til Qatar, hvor han skal danne kommentatorduo med den tidligere landsholdsspiller Martin Jørgensen. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

VM i Qatar bliver Henrik Linigers tiende som kommentator ved en fodboldslutrunde i herrefodbold. Og denne bliver meget anderledes end de tidligere, forklarer DR Sportens kommentator.

- Normalt er en slutrunde én, hvor man flyver rundt. Men ved denne har jeg mere tid til dels at forberede mig, dels at få set andre kampe i et større omgang end tidligere og til dels også at finde ud af, hvad det er for et sted, jeg opholder mig, siger Henrik Liniger.

Det betyder også, at han får mulighed for hurtigere at kunne rykke ud til historier, der måtte opstå undervejs i slutrunden.

Den korte afstand mellem stadionerne gør, at Henrik Liniger to gange i løbet af slutrunden skal kommentere to kampe på én dag.

- Det har jeg faktisk aldrig prøvet før til en slutrunde, så det bliver spændende og en lidt stressende oplevelse. Jeg er sikker på, at jeg kommer til at være godt brugt i hovedet, når de to dage er overstået, siger han.

Henrik Liniger mener, at det lille areal får indflydelse på både oplevelsen og hans kommentering.

Der bliver ingen reportager fra små provinsbyer og forskellige dele af et større værtsland, som han blandt andet oplevede det ved VM i Rusland i 2018.

- Det er noget, jeg ikke kommer til at fortælle så meget om. Det er der to grunde til. De fleste stadioner er nybyggede og uden fodboldhistorik, og så giver det heller ikke mening at fortælle om den by, vi sidder i, fordi det er den samme under hele slutrunden, siger Henrik Liniger.

Landstræner: Én base, hvor vi kan være os selv

De danske landsholdsspillere ankom tirsdag til Qatar med fly. Næste flyvetur bliver først ved hjemrejse. (Foto: © John Sibley, Ritzau Scanpix)

Ved det seneste VM i Rusland var der 1500 kilometers afstand mellem de tre stadioner, som Danmark spillede gruppekampe på.

I år er der 44 kilometers transport mellem de tre stadioner i Qatar, som Danmark i første omgang skal spille på.

Derfor slipper de danske spillere for at skulle pakke sammen og rejse rundt i løbet af slutrunden og kan i stedet blive på det samme hotel, så længe Danmark er med i turneringen.

Det glæder den danske landstræner, Kasper Hjulmand.

- Når vi nu ikke har nogen særlig lang forberedelsesfase, så tror jeg, at det er en fordel, at vi kan være, hvor vi er, og finde en rytme, siger landstræneren.

Landsholdslejren får med én samlet base bedre mulighed for at bruge tid sammen, og her roser Kasper Hjulmand sin stab for at have skabt de bedst mulige rammer, der minder mest muligt om den normale base hjemme i Helsingør.

- Som det er lige nu, er vi glade for at få en god base, hvor vi føler, at vi kan være os selv. Drengene elsker at være sammen, spille brætspil og hygge sig. Vi har ikke så mange problemer med at få tiden til at gå, siger Kasper Hjulmand.

Historiker: 'Mindre areal giver kontrol-fordel'

Sikkerhedsvagter samlet foran Education City Stadium, hvor Danmark tirsdag spiller første kamp mod Tunesien. (Foto: © JUAN MABROMATA, Ritzau Scanpix)

Som udgangspunkt kan det ifølge fodboldhistoriker og medvirkende på podcasten Fortællingen om VM, Svend Rybner, være en fordel at samle en VM-slutrunde på et lille areal.

- Hvis man ser helt bort fra de øvrige omstændigheder, kan det i princippet kun være godt for et VM, at tilskuerintensitet og stemning er samlet, siger Svend Rybner.

- Men der er et forbehold for, hvad tilskuerne får lov til både før og især efter kampene i Qatar. Det har været nævnt, at fansene risikerer at skulle direkte hjem på hotellet efter kampene, og det vil være dræbende for stemningen.

Derudover fremhæver Svend Rybner, at det mindre areal gør det nemmere for Qatar som værtsnation at opretholde kontrollen med, hvad der bliver fortalt.

- Hvis du gerne vil kontrollere fortællingen, er det nemmere, hvis du har folk samlet på et lille område. Jo længere folk skal rejse, jo sværere er det at kontrollere alt, der foregår. Det er logisk, siger Svend Rybner.

Og det er netop dét, man ifølge Svend Rybner vil huske slutrunden for. Ønsket om kontrol fra Qatars side og diskussionen om boykot samt kritikken af mangel på menneskerettigheder på den anden side.

- Det er sjældent, man har oplevet så kraftig en diskussion. Jeg har fuld forståelse over for de forbehold, folk har over for det her VM. Men vi skal også huske på, at det kun er os heroppe, der diskuterer det, siger han.

Her fremhæver han Argentina som et eksempel på et land, der glæder sig over, at en VM-slutrunde endelig skal spilles i deres sommertid.

- De plejer at sidde med tophuer på og se VM-fodbold på storskærm. Nu kan de endelig feste på gaden om sommeren, siger Svend Rybner.