Iranske topatleter vil have deres eget landshold sparket ud af VM

En række iranske sportsfolk har skrevet et brev til Fifa, hvor de opfordrer til at smide deres eget landshold ud af det forestående verdensmesterskab.

Den iranske landsholdsspiller Hossein Kanani bør ikke få muligheden for at juble under det kommende VM, hvis det står til en række iranske topatleter. (Foto: © Wana News Agency, Ritzau Scanpix)

Vi har i lang tid kendt navnene på de 32 nationer, hvis landsholdsspillere snart skal snøre støvlerne og løbe ind på græsplænerne ved verdensmesterskabet i fodbold.

Men med blot lidt mere end to uger igen, er Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) blevet opfordret til at udskifte et af landene.

En række tidligere og nuværende topatleter fra Iran vil nemlig have deres eget landshold smidt ud af VM i Qatar, inden det overhovedet er blevet sparket i gang.

Det iranske fodboldforbund bliver nemlig - ifølge dem - styret af folk fra revolutionsgarden, der er en magfuld militærenhed ledet af præstestyret, og derfor bør de smides ud, fortæller den iranske landstræner i brydning, Sardar Pashaei.

- Et fodboldforbund bør være uafhængigt, men i Iran er det en joke. Alt er kontrolleret af revolutionsgarden, og de bliver anset som terrorister i USA, siger Sardar Pashaei ifølge Reuters.

Opfordringen til Fifa sker i kølvandet på flere ugers demonstrationer mod præstestyret i Iran, der blandt andet tvinger kvinder til at gå med tørklæde.

Flere end 200 er blevet dræbt, og tusindvis er fængslet for at demonstrere mod undertrykkelsen, og landstræneren i brydning har derfor i samarbejde med en række andre iranske sportsfolk formuleret et brev til Fifa som protest.

- Vi har kontaktet Fifa for at sige, at nok er nok. Vi mener, at Iran dræber demonstranter. Landsholdet burde blive suspenderet, indtil vi har et demokratisk land som ethvert andet sted i verden, siger Sardar Pashaei.

Den tidligere iranske landsholdsspiller Ali Daei bakker, ifølge Reuters, også op om protesterne. (Foto: © FABRIZIO BENSCH, Scanpix Danmark)

De iranske sportsfolk er dog ikke ene om at ville have smidt deres landshold ud af VM.

Også det ukrainske fodboldforbund har opfordret Fifa til at smide Iran ud, da de beskylder landet for at levere våben til russiske styrker i krigen mod Ukraine.

Og netop Rusland er allerede - som følge af krigen i Ukraine - blevet suspenderet fra at deltage i internationale fodboldturneringer. Sardar Pashaei mener, det samme bør ske for Iran.

- Rusland angreb Ukraine, dræbte folk, så det var den rigtige beslutning, og det samme burde ske for Iran, siger han.

'Hvad skete der med Iran?'

Den tidligere iranske mester i karate Mahdi Jafargholizadeh, der nu lever i eksil i Tyskland, mener, Fifa vil kunne sende et klart budskab, hvis de vælger at udelukke Iran.

- En af grundene til, at landsholdet skal suspenderes af Fifa er, at alle over hele verden vil spørge: "Hvad skete der med Iran?", siger Mahdi Jafargholizadeh til Reuters.

I 2019 blev det for første gang i næsten 40 år tilladt for kvinder at tage på stadion og se en fodboldkamp i Iran. Men ifølge den tidligere nationale mester i karate, bliver kvinder stadig ikke lukket ind til kampe, og det bør Fifa kunne gøre noget ved.

- Fifa mener ikke, at diskrimination er i orden. Her må kvinder ikke gå på fodboldstadioner eller spille uden hijab. Det er forskelsbehandling af køn, så de skal holde deres ord, siger Mahdi Jafargholizadeh.

Protesterne mod det iranske præstestyre har stået på i flere uger og finder også sted flere steder i verden. Her i canadiske Ontario. (Foto: © SPENCER COLBY, Ritzau Scanpix)

Udelukkelse vil gøre ondt på regimet

At Fifa skulle følge op på udfordringen, er der for nu intet, der tyder på. Men at iranske protester nu også når ud til internationale organisationer, overrasker ikke tidligere professor i islamiske studier ved Aarhus Universitet Mehdi Mozaffari.

Og skulle det rent faktisk lykkes at overbevise Fifa om en udelukkelse, tror han, det vil sende et klart signal til styret i Iran.

- Det vil være et nederlag for regimet. Et stort politisk nederlag, siger han.

For fodbold har en særlig plads i iranernes hjerte, fortæller han, og derfor vil det gøre ondt på styret ikke at skabe fodboldglæde og fællesskabsfølelse omkring landsholdet.

- Fodbold spiller en kæmpestor rolle i Iran. Også for det totalitære regime. For dem er det en mulighed for at give ungdommen lidt luft, og det bliver derfor også brugt som et politisk våben, siger Mehdi Mozaffari.

Den tidligere professor tror derfor, at en potentiel udelukkelse vil kaste yderligere brænde på protest-bålet.

- Ungdommen i Iran elsker fodbold, og hvis det bliver suspenderet, føler de sig sikkert også frustrerede, for de vil også gerne se deres landshold. Så det vil været et stort politisk nederlag for regimet, siger den tidligere professor.