Det seneste døgns tid har der floreret videoklip af Qatars emir, Tamim bin Hamad Al Thani, og Ruslands præsident, Vladimir Putin.
De to statsoverhoveder mødtes torsdag i Kasakhstan, hvor emiren talte i rosende vendinger om sine "russiske venner" og takkede for hjælpen med forberedelserne til den kommende VM-slutrunde i fodbold.
- Vi vil gerne takke Rusland, og vi er meget stolte over vores relation, som vil fortsætte på den anden side af VM, lød det blandt andet fra emiren ifølge Ritzau.
Den russiske præsident brugte også anledningen til at fortælle, at han håber, verdensmesterskabet i Qatar bliver en succes.
- Vi gør alt, vi kan, for at dele vores erfaringer med at forberede et VM med jer. Jeg ønsker jer alt det bedste, og jeg er sikker på, at det bliver en succes, lød det fra Vladimir Putin.
Videoen er også nået hjørnekontoret i Kulturministeriet, hvor den ikke vækker begejstring.
- Det er jo absurd. At de sidder side om side og roser Putin i de samme timer og dage, som der falder bomber ned over Kyiv og andre ukrainske byer. Absurd er det bedste ord, jeg kan komme på, siger Kulturminister, Ane Halsboe Jørgensen til DR Sporten.
Det er fortsat uvist om hun, som en del af det officielle Danmark, skal afsted til Qatar, når Danmark spiller første kamp ved slutrunden den 22. november.
- Jeg har forholdt mig kritisk over for Qatar som VM-værtsnation hele vejen igennem. Og det her klip understreger, at der er en del at kritisere. Og det kommer jeg til, uanset om det bliver fra stadion i Qatar eller hjemmefra, siger Ane Halsboe Jørgensen.
Hvad sikkert er, at videoen med Vladimir Putin og emiren trækker i retningen af at blive hjemme.
- Det er ikke et videoklip, der giver mig mere lyst til at skulle til Qatar, siger kulturministeren.
'VM skulle aldrig have ligget i Qatar'
Qatar er siden udnævnelsen som VM-vært blevet mødt med stor kritik for mangel på og brud på menneskerettigheder. Og emirens møde med Putin hjælper ifølge kulturministeren ikke på landets evner som værtsnation.
- Det understreger situationen. At VM aldrig skulle have ligget i Qatar. Det understreger, at her er et regime, som vi bør lægge et internationalt pres på, for at ændre hvordan de håndterer en række ting, siger Ane Halsboe Jørgensen.
Tiden er dog endnu ikke moden til, at en endelig beslutning skal træffes, forklarer Ane Halsboe-Jørgensen og understreger, at den kritiske linje fortsætter over for Qatar og VM-værtskabet.
- At se emiren sidde ved siden af Ruslands præsident Putin og rose deres indsats forud for en slutrunde, hvor Danmark selv har presset på for, at Rusland skulle boykottes fra, siger kulturministeren og lader sætningen tale for sig selv.
- Rusland spiller ikke VM, når vi kommer en måned eller to længere hen. Det skyldes jo krigen i Ukraine. Og det er det bagtæppe, det her videoklip er optaget på. Det er absurd og bidrager til rækken af ting, som man kan kritisere Qatar for.
På grund af krigen mod Ukraine fik Ruslands fodboldlandshold ikke lov til at spille playoffkamp mod Polen i marts om at komme med til VM-slutrunden. Det besluttede det europæiske fodboldforbund, Uefa, som stod for afholdelsen af playoffkampene.
Beslutingen træffes efter valget
En udmelding, om kulturministeren skal afsted eller ej, bliver med stor sandsynlighed taget i november, forklarer hun.
- Jeg ser ikke umiddelbart for mig, at det er en beslutning, vi i regeringen kommer til at træffe, mens der brager en valgkamp løs. Der kommer også til at være nogle uger, fra at valgkampen er slut, til slutrunden finder sted, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
- Som tidligere meldt, så bliver det den beslutning, hvor vi kan påvirke tingene mest. Det har vi selvfølgelig fortsat opmærksomhed på, hvordan vi bedst gør.
Er der noget, I hælder mest til på nuværende tidspunkt?
- Jeg afviser ikke at skulle til Qatar og se fodbold, men det kræver, at jeg kan komme til at bruge min stemme til noget, mens jeg er der. Mulighederne for det, er vi stadig ved at afdække, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Slutrunden sparkes i gang den 20. november, når Qatar møder Ecuador i åbningskampen.