Abdullah Ibhais havde fået nok. Hans chefer i Qatars VM-komité bad ham om at “spinne” en dårlig sag og dække over, at en række migrantarbejdere med tilknytning til VM ikke havde fået løn - men det ville han ikke.
“Er vi virkelig en del af et komplot om at dække over udnyttelsen af arbejdere!?” skrev han til en af sine overordnede.
Kort efter blev han anholdt og siden idømt en fængselsstraf for blandt andet bestikkelse og for at bryde reglerne for udbud. Ibhais, hans familie og NGO’er kalder sagen for en politisk motiveret retssag uden reelle beviser.
I sidste uge afviste den sidste appelinstans i Qatars retssystem hans sag, men nu indbringer hans familie sagen for FN’s Arbejdsgruppe for Vilkårlig Fængsling.
- Vi mener, at det her er en politisk fængsling, siger Abdullah Ibhais’ bror Ziyad Ibhais til DR Sporten.
- Processen har aldrig handlet om, hvad han har gjort. Det har aldrig handlet om fakta og virkeligheden. Det var bare en proces, der skulle give hans fængsling et juridisk grundlag.
Protesterede over manglende løn
Det hele begyndte i august 2019, da tusindvis af migrantarbejdere demonstrerede, fordi de ikke havde fået løn i månedsvis. Lederne i Qatars VM-komité ville have, at kommunikationsafdelingen skulle gå ud og slå fast, at demonstranterne ikke havde noget med VM-byggerierne at gøre.
Det modsatte Abdullah Ibhais sig, for han havde selv opsøgt protesterne og talt med demonstranter. Han vidste, at der var arbejdere fra VM-byggerierne.
Det ved man, fordi det norske fodboldmagasin Josimar i efteråret 2021 udgav en artikel med indgående indblik i diskussionen, som foregik via beskedtjenesten WhatsApp. Topchefen for VM-komitéen, Hassan al-Thawadi, ville have, at medarbejderne skulle “put a spin on it.”
Det ville Ibhais ikke. I en anden WhatsApp-samtale med kommunikationsdirektør Fatma Al Nuaimi skrev han:
“Hvilket spin? Lyve. Dække over. Udnyttelse.”
“Ærlig talt ved jeg ikke, hvad vi laver. Hassan (al-Thawadi, red.) taler og taler og taler, og nu er jeg ikke engang overbevist om, at vi er på den gode side. Jeg er nu overbevist om, at vi er en del af problemet. Vi prøver at rense vores navn og fikse omdømmeproblemerne uden at se reel forandring på gaden, og det er det værste, der kan ske.”
Total mistillid til retssystemet
Den 12. november 2019 anholdte betjente fra Qatars sikkerhedspoliti Abdullah Ibhais. Ifølge hans eget udsagn blev han truet med seks måneders fængsel uden kontakt til sin familie. På intet tidspunkt havde Ibhais adgang til en advokat.
Hans familie og menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch, Amnesty International og FairSquare har rejst tvivl om retsforløbets legitimitet. Blandt andet mener de, at den tilståelse, han endte med at skrive under på, ikke var frivillig.
- Vi har total mistillid til Qatars retssystem. Abdullahs sag afhænger af hans tvungne tilståelse, siger Ziyad Ibhais.
Abdullah Ibhais blev først idømt fem års fængsel, men en appeldomstol nedsatte det til tre år. I sidste uge meldte det qatarske retssystem så ud, at den sidste appelinstans havde afvist endnu en appel.
Nu er alle juridiske muligheder for løsladelse udtømt. Ikke at det ændrer det store for Nicholas McGeehan, direktør og stifter af FairSquare.
- Lad os gøre én ting klart: Vi forventede ikke nødvendigvis, at han ville få en retfærdig rettergang. Den her sag har hele tiden været politisk motiveret, og løsningen ville hele tiden være politisk, siger han til DR Sporten.
Børnene spørger efter deres far
Abdullah Ibhais har siddet fængslet i over et år. Hans kone og børn er så vidt vides fortsat i Qatar, mens hans mor og søskende er hjemme i Jordan.
- Den vigtigste lidelse er hans kones og børns lidelse. Ham og hans kone besluttede ikke at udsætte deres børn for fængselsmiljøet, så han har ikke set sine børn i 13 måneder. Børnene er fire og seks år gamle.
- Hun siger bare, at han rejser med arbejde, men det overbeviser dem ikke, fortæller Ziyad Ibhais.
Broderen føler sig ingenlunde overbevist om, at Abdullah Ibhais nok skal klare den. Ifølge Ziyad Ibhais modtog han ikke ordentlig behandling, da han blev smittet med coronavirus i fjor, og myndighederne bruger isolationsfængsling, vold og formener kontakt med hans kone for at presse ham.
Stilhed fra Fifa
Familien har gennem lang tid forsøgt at få det internationale fodboldforbund til at gå ind i sagen. Familien har skrevet direkte til Fifa-præsident Gianni Infantino, til hans ansatte og til Andreas Graf, der står i spidsen for Fifas afdeling for menneskerettigheder og anti-diskrimination.
Sidstnævnte svarede først, da familien Ibhais fik en af Fifas storsponsorer, Adidas, til at gå ind i sagen.
- Andreas Graf bad Abdullah om at indsende sin klage gennem et sikkert system. Han fik først svar efter næsten to måneder, og det var bare en meget generel udtalelse, som var den samme, som de senere offentliggjorde, fortæller Ziyad Ibhais.
“Det er Fifas holdning, at enhver person fortjener en rettergang, som er retfærdig, og hvor en retfærdig proces overholdes og respekteres” lød det fra verdensforbundet.
- De nævnte aldrig et ord om Abdullah. Hvis man støtter alles ret til en retfærdig rettergang, bør man også støtte Abdullahs ret til det, siger Ziyad Ibhais.
Han tilføjer, at Fifa ikke længere svarer på familiens henvendelser.
- Fifa har vendt det blinde øje til os. De har et ansvar.
"Grov ansvarsfraskrivelse"
Også Nicholas McGeehan, direktør og medstifter af FairSquare, mener, at Fifa bærer en del af ansvaret for Abdullah Ibhais’ situation. Sidstnævnte var ansat af Fifas partner, Qatars VM-komité, og sagen udspringer af episoden med arbejdere på stadioner, der blev bygget til VM.
- Så Fifa er ikke bare indirekte involveret, de er direkte involveret. Og de har et ansvar for at sikre, at han får en retfærdig rettergang.
- Jeg mener, det har været en grov fraskrivelse af deres ansvar. De var i kontakt med Abdullah. Han indgav en klage via deres whistleblower-platform. Vi skrev til Fifa mange gange. Og Fifa har ikke gjort noget, siger McGeehan.
DR har henvendt sig til både Fifa og Qatars regerings kommunikationsafdeling med spørgsmål til sagen. Ingen af parterne er vendt tilbage.
Måske sejrer den sunde fornuft
Spørgsmålet er nu, hvad fremtiden bringer for Abdullah Ibhais. Arbejdsgruppen for Vilkårlig Fængsling kan ikke påbyde Qatar at løslade ham, men den kan vurdere, at fængslingen er ulovlig ifølge international ret. Sker det, håber familien og FairSquare, at det øger presset på myndighederne og Fifa
Der resterer fortsat omkring to år af Ibhais’ dom, men Nicholas McGeehan fra FairSquare har en forhåbning om, at der er en åbning, når VM slutter. Håbet er baseret på, at Qatar ville sørge for, at Ibhais ikke kunne fortælle sin historie til flere medier op til og under slutrunden, men at han bliver løsladt, når den internationale opmærksomhed på landet fordufter.
- Måske indser de, at de ikke har noget at vinde ved at holde ham fængslet længere. Han har allerede sagt, hvad han kan sige. Så jeg mener ikke, han kan sige noget nyt, der kan skade dem, siger McGeehan.
- Så måske sejrer den sunde fornuft, og de lader ham gå.