Sporten er "et gidsel i et politisk spil", der dækker over menneskerettighedskrænkelser.
Det mener Kasper Hjulmand, Danmarks landstræner for fodboldherrerne, som i nogle tilfælde ikke er bange for at kritisere Qatars VM-værtsskab, der løber af stablen på søndag.
Det samme gør sig gældende i resten af det ganske land. Flere danske fans bliver væk fra slutrunden, ligesom nogle af landsholdets sponsorer, så som Stark, forsøger at understrege, at de støtter Danmark og ikke VM.
Men hvor meget fylder Qatar-debatten uden for Danmarks grænser? Det kan du blive klogere på i artiklen herunder.
DR Sporten har snakket med tre journalister fra henholdsvis Tunesien, Frankrig og Australien for at høre et udsnit af diskussionen hos Danmarks gruppemodstandere.
Tunesien
Souhail Khmira, journalist ved BBC Africa.
Hvor meget fylder debatten om Qatar i Tunesien?
- Stort set intet, og mange ryster bare på hovedet, hvis du sætter spørgsmålstegn ved værtskabet. Tunesien er politisk ustabil og i økonomisk krise, og derfor kan det være svært for mange af de lokale at gå op i, hvad der sker i Qatar, når du selv har svært ved at få mad på bordet, siger Souhail Khmira.
- Desværre har det også noget at gøre med, at Tunesien ikke er særlig venligsindet, når det kommer til LGBTQ+-miljøet, og deres rettigheder er stort set er ikke-eksisterende.
Vil landsholdet komme under pres fra folket og pressen?
- Nej, på ingen måde. Jeg kan ikke understrege nok, at Qatar på ingen måde er til debat. Bringer du det op, vil folk grine sarkastisk. Det er trist, for selv hvis forbundet ikke vil tage afstand, kunne man i det mindste anerkende, at der foregår en masse, som ikke er okay, mener Souhail Khmira.
Så spillerne vil helst bare fokusere på fodbold?
- Absolut. De tunesiske spillere vil se underligt på dig, hvis du spørger ind til den politiske side af slutrunden. Der ingen snak om boykot af Qatar, og folk er mere end glade for at skulle af sted.
Frankrig
Julien Laurens, journalist ved ESPN, BT Sport og RMC Sport.
Hvor meget fylder debatten om Qatar i Frankrig?
- Den har fyldt meget, siden det blev annonceret. Michel Platini (tidl. præsident for Det Europæiske Fodboldforbund, red.) har spillet en stor rolle i Qatars værtsskab, og der foregik meget mellem Frankrig og Qatar inden afstemningen i 2010, siger Julien Laurens.
- Der er meget harme i Frankrig over, hvad der foregår i Qatar. Fodboldforbundet har været stille sammenlignet med resten af landet, og landstræneren vil ikke rigtig snakke om det. Det samme gælder for mange af spillerne, hvilket er skuffende for det franske folk.
Vil landsholdet komme under pres fra folket og pressen?
- Ja, måske. Men der er ikke meget tid fra nu og til turneringens start, så jeg ved ikke, hvor meget spillerne kommer til at udtale sig.
- Det kan være, at de laver en udtalelse eller en video a la Australiens, når de først er sammen som trup og ser Qatar med egne øjne, fortæller den franske journalist.
Vil spillerne helst undgå spørgsmål om Qatar og i stedet fokusere på fodbold?
- Nogle af spillerne vil nok være mere kritisable omkring Qatar og de manglende menneskerettigheder end andre. Jeg er dog ikke særlig overbevist om, at det drejer sig om mange, men vi kommer til at spørge dem ind til det.
Australien
Mike Hytner, sportsredaktør ved The Guardian Australia.
Hvor meget fylder debatten om Qatar i Australien?
- Holdningen i Australien er, at det er dybt problematisk med VM i Qatar af de åbenlyse årsager, men det er hverken en national debat eller forsidestof, siger Mike Hytner.
- En række af spillerne udgav dog en protestvideo, hvor de understregede deres utilfredshed med Qatar. Den blev godt modtaget af Australiens befolkning, selvom forbundet har været meget stille.
Vil landsholdet komme under pres for at tage yderligere afstand til Qatar?
- Diskussionen vil helt sikkert fortsætte under slutrunden, som ikke kun vil dreje sig om fodbold. Flere medier har oprettet en særsektion, der fokuserer på skyggesiderne i Qatar, fortæller han.
- Jeg vil dog ikke blive overrasket, hvis vi ikke hører mere fra truppen. For et par uger siden sagde landstræner Graham Arnold, at med videoen har spillerne udtalt sig, og nu er det tid til at fokusere på fodbold og VM.
Så spillerne vil helst undgå spørgsmål om Qatar og i stedet fokusere på fodbold?
- Nej, det er jeg ikke sikker på. Jackson Irvine, der spiller for St. Pauli i Tyskland, har været meget vokal om de manglende rettigheder for LGBTQ+-miljøet, siger Mike Hytner.
- Det ligger ham meget nært, da han har familiemedlemmer og venner, som er homoseksuelle. Han presser på for, at problemstillingen fylder meget i kritikken af Qatar.
VM i Qatar sparkes i gang søndag den 20. november, når værtsnationen spiller mod Ecuador klokken 17.00. Danmark spiller første kamp tirsdag den 22. november klokken 14.00 mod Tunesien, og du kan følge den på DR1 og DRTV.