3,1 milliarder kroner.
Det er ikke småpenge Det Internationale Fodboldforbund Fifa skal betale i kompensation til de migrantarbejdere, der har været udsat for menneskerettighedskrænkelser under forberedelserne til VM i Qatar.
I hvert fald ikke, hvis det står til menneskerettighedsorganisationen Amnesty International.
I en rapport, organisationen har offentliggjort torsdag – præcis seks måneder før slutrundens start - har de nemlig opfordret Fifa til at hoste op med de 3,1 millarder kroner.
Pengene skal sikre, at ofrene samt deres familier får kompensation for ubetalte lønninger, arbejdsskader og dødsfald, fortæller Annette Stubkjær Rimmer, der er politisk rådgiver i Amnesty International.
- Nu har vi i mange år sagt, at der skulle kompenseres og gives erstatning. Det er ikke blevet taget seriøst nok, så nu prøver vi at sætte beløb på, og det kan de sagtens betale, siger hun.
Qatar blev tildelt VM-værtskabet i 2010, og siden har man med hjælp fra tusindvis af migrantarbejdere forberedt sig ved at opføre stadioner, veje og meget mere.
Ifølge Amnesty Internationals rapport har organisationen ad flere omgange siden da dokumenteret, at flere migrantarbejderne i Qatar er blevet udsat for menneskerettighedskrænkelser under stadionbyggerierne, mens nogle også har mistet livet.
Og selvom menneskerettighedsorganisationen i flere år har råbt op om, at Fifa skal kompensere for ovenstående hændelser, er der ikke sket nok, fortæller Annette Stubkjær Rimmer.
- Da Fifa tildelte verdensmesterskabet til Qatar, burde de have vidst, at det medførte en masse risici. Efterfølgende har Fifa ikke formået effektivt at forhindre skaderne, der er sket på migrantarbejderne, og de har heller ikke været gode nok til at give den kompensation, som de og deres familier har krav på, siger den politiske rådgiver.
I videoen nedenfor kan du blive endnu klogere på, hvorfor Qatar har fået så meget kritik. Artiklen fortsætter under videoen.
Sammen med rapporten har Amnesty International også vedlagt et åbent brev, hvor de i samarbejde med organisationer som Human Rights Watch og Football Supporters Europe opfordrer Fifas præsident Gianni Infantino til at arbejde sammen med Qatar for at oprette et omfattende kompensationsprogram.
Derudover opfordres der til, at man i sin tildeling af slutrunder har risikoen for menneskerettighedskrænkelser med i sine overvejelser fremadrettet.
Vil have opbakning fra DBU
Opfordringen vil dog få en større gennemslagskraft, hvis den møder opbakning fra de deltagende landes fodboldforbund.
Derfor ser Amnesty International gerne, at Dansk Boldspil-Union DBU bakker op om kompensationsforslaget.
- Vi mener også, at fodboldforbund som DBU skal sætte nogle højere krav til Fifa, så de kan sætte nogle mekanismer i gang. De skal bruge vores nyeste rapport til at fremlægge for Fifa og så meget gerne bakke op om vores krav og nævne, at det her beløb bør man kunne sætte til side, siger den politiske rådgiver.
Derudover ønsker menneskerettighedsorganisationen, at DBU tager kontakt til øvrige landes fodboldforbund, da det kan have større indvirkning.
- Og hvis de med de andre forbund kan få flere til at råbe op, kan det også sætte et større pres på Fifa, siger Annette Stubkjær Rimmer.
Jakob Jensen, der er direktør hos DBU, bakker op om, at de migrantarbejdere, der har været udsat for menneskerettighedskrænkelser, skal have kompensation.
- Vi er glade for Amnesty-rapporten og bakker op om Amnestys vigtige arbejde. Det er vigtigt, at de migrantarbejdere, der har været udsat for krænkelser på menneskerettigheder, tvangsarbejde eller andet, de skal selvfølgelig kompenseres, som det ville foregå i dansk sammenhæng, siger han.
Men DBU-direktøren kan ikke svare på, hvorvidt de 3,1 milliarder er et passende beløb, og om de nødvendigvis skal betales af Fifa.
- Hvorvidt det skal finde sted gennem en fond hos Fifa eller et andet sted, som Amnesty foreslår, det må man diskutere. Jeg synes, det er vanskeligt, at tage stilling til, om det er det rette beløb, og hvem der skal betale for det.
-Er det hele det qatarske arbejdsmarked, vi taler om, eller er det kun det VM-relaterede? Det er jo noget af det, man må diskutere, og som rapporten ikke helt giver svar på endnu, siger Jakob Jensen.
Kompensation er betalt
Fifa har allerede igangsat arbejde for at sørge for, at migrantarbejdere bliver kompenseret korrekt. Det skriver fodboldforbundet i et skriftligt svar til DR Sporten.
- Når virksomheder, der arbejder i forbindelse med VM, misligholder deres forpligtelser, arbejder FIFA og Qatars VM-komité for at sikre, at det overtrædelserne bliver rettet af de ansvarlige, ofte arbejdsgiveren i sagen, lyder det fra en Fifa-talsperson.
Og det indebærer blandt andet udbetaling af kompensation, fortæller Fifa-talspersonen.
- Som en konsekvens af initiativer fra VM-arrangørerne har utallige arbejdere modtaget hjælp i forskellige former, herunder betaling af udestående løn, refusioner og andre former for kompensation.
Helt konkret havde man i december 2021 betalt op mod 200 millioner kroner i kompensation til migrantarbejdere, skriver Fifa.