Spansk fodboldboss kritiseres for kys på præmiepodie

Flere spanske ministre er ikke tilfredse med, at landets fodboldpræsident kyssede en spiller på munden under fejringen efter søndagens VM-finale.

Luis Rubiales ser intet selv galt med kysset på præmiepodiet. (Foto: © HANNAH MCKAY, Ritzau Scanpix)

Opdatering: Luis Rubiales har mandag aften erkendt, at han begik en fejl, da han kyssede den spanske spiller på munden.

Det var ikke i orden, at præsidenten for Spaniens fodboldforbund (RFEF), Luis Rubiales, kyssede en af holdets spillere på munden efter spaniernes VM-triumf søndag.

Sådan lyder det dagen derpå fra flere spanske toppolitikere.

Kort efter VM-finalens slutfløjt modtog fodboldpræsidenten de spanske spillere på sejrspodiet, og her gav han offensivstjernen Jennifer Hermoso et kys på munden.

Og det burde fodboldpræsidenten ikke have gjort, mener den spanske ligestillingsminister, Ireno Montero.

- Lad os ikke antage, at kys uden samtykke bare er noget "der sker". Det er en form for seksuelt overgreb, kvinder dagligt er udsat for, som hidtil har været usynlig, og som vi ikke skal normalisere, skriver Montero på det sociale medie X.

Heller ikke Ione Belarra, der er minister for sociale rettigheder, mener, at kysset på præmiepodiet, var på sin plads.

- Hvis de gør det, mens hele Spanien ser på, hvad vil de så ikke gøre privat. Seksuelle overgreb mod kvinder skal stoppe, skriver Belarra på X.

Jennifer Hermoso var ikke den eneste af spillerne, der modtog et kys af fodboldpræsidenten, men hun var den eneste, der blev kysset på munden. (Foto: © Screenshot fra det spanske medie Marcas X-profil.)

En naturlig gestus

Kritikken af kysset på sejrsskamlen afvises af hovedpersonerne selv.

Efter VM-finalen fortalte den 33-årige spanske VM-guldvinder i et livestream på det sociale medie Instagram, at der var noget under præmeceremonien, "hun ikke nød". Hun har efterfølgende forklaret, at kysset var "en naturlig gestus af hengivenhed".

- Det var en fuldstændig spontan og gensidig gestus på grund af den enorme glæde, som at vinde VM skaber.

- Præsidenten og jeg har et fantastisk forhold. Hans opførsel med os alle har været enestående, siger Jennifer Hermoso ifølge The Guardian.

Efter triumfen har Jennifer Hermoso fortalt, at hun og præsidenten har et godt forhold, og at kysset var et tegn på gensidig glæde. (Foto: © Kim Price, Associated Press)

Fodboldpræsidenten Rubiales mener heller ikke, at der er noget galt i, at Jennifer Hermoso fik et kys på munden, da de spanske spillere søndag fik hængt VM-guldet om halsen.

- Kysset med Jenni? Der er idioter overalt. Når to mennesker har et øjebliks kærlighed uden mening, kan vi ikke lytte til idioti. Vi er mestre, og det står jeg ved, forklarer Luis Rubiales til spanske Radio Marca.