'Målløse' spaniere jubler over VM-triumfen: 'Det er den bedste følelse i mit liv'

Der var enorm jubel i den spanske trup efter sejren på 1-0 over England i søndagens VM-finale.

Spaniens Ivana Andrés løfter som den første trofæet efter finalesejren på 1-0 over England. (Foto: © William WEST, Ritzau Scanpix)

'Campeones, campeones, campeones.'

Sådan lød det i nærmest en time i træk på Stadium Australia, da VM-finalen blev fløjtet af søndag eftermiddag. Et sikkert bevis på spansk triumf.

Og den var da også god nok. Spaniens fodboldkvinder blev verdensmestre og fuldendte dermed et forunderligt comeback på smukkeste vis.

For et lille år siden, i september 2022, var det spanske landshold nemlig splittet til atomer som følge af en intern strid mellem en række spillere og den spanske landstræner Jorge Vilda.

11 måneder senere løftede Spanien VM-trofæet i Australien. Utroligt. Også ifølge landstræneren selv.

- Det er svært at beskrive. Det er en enorm glæde, og jeg er meget stolt af dette hold. Jeg er meget glad for alle de mennesker, vi har gjort glade. Vi har vist, hvordan man spiller og lider for sejren, og nu er vi verdensmestre, siger Jorge Vilda ifølge Marca efter triumfen.

Også holdets anfører og finalens matchvinder fremhæver den hårde og lange vej mod VM-triumfen.

- Jeg dedikerer sejren til hele min familie. Det har været en meget hård og kompliceret rejse. Jeg er målløs. Men vi havde følelsen af, at vi ville gøre det, siger Olga Carmona.

Spaniens landstræner får en lufttur og tiljubles af de spanske spillere. En scenarie, ingen havde forestillet sig for bare 11 måneder siden, hvor 15 af landsholdets 23 spillere trak sig fra truppen på grund af utilfredshed med netop Jorge Vilda. (Foto: © Rick Rycroft, Associated Press)

'Bedste følelse i mit liv'

Og selvom et verdensmesterskab i fodboldens verden altid er blevet - og altid vil blive - fejret med manér, så var det som om, at den spanske forhistorie lige gav lidt ekstra krydderi til festlighederne på den australske grønsvær.

- Vi har brugt mange dage på at prøve at forestille os det her, og nu er vi fandeme verdensmestre. Det er den bedste følelse i mit liv, siger veteranen Jennifer Hermoso.

- Vi har spillet den type fodbold, vi gerne ville. Vi har slet ikke indset, hvad vi har opnået endnu. Vi dedikerer det til vores familier og til de mennesker, der er i Spanien, siger hun.

Jorge Vilda med guld i munden. Den havde han nok næppe set komme i september 2022, da han var udsat for enormt pres fra sine egne spillere. (Foto: © Franck FIfe, Ritzau Scanpix)

Og det spanske folk får også en venlig tanke med på vejen fra landstræneren, der forventer, at han og resten af holdet har sat gang i en nærmest uendelig fest.

- Nu er der kun tilbage at fejre det. Jeg forestiller mig, hvordan Spanien vil fejre det her, og jeg ved ikke, hvornår det slutter, siger Jorge Vilda.

Engelsk tristesse

I nederlagets stund viser sport sig fra sin mest brutale side. De engelske spillere var fuldstændig knuste, også kaptajn Mille Bright, der talte med BBC efter finalen.

- Det er virkelig hårdt. Vi gav alt. I første halvleg spillede vi ikke op til vores bedste, men i anden halvleg var vi tilbage. Vi viste vores fightervilje, vi viste vores karakter, siger Bright.

Selvom Spanien efter en halv time bragte sig foran 1-0, forlod englændernes tro på egne evner aldrig det grønne frimærke i Sydney.

- Vi er kommet tilbage før. Vi giver aldrig op. Det er hårdt det her, men det er fodbold. Vi er knuste, siger Millie Bright, som også roste sine holdkammerater.

De har været ”utrolige” under slutrunden i Australien og New Zealand.

- Vi havde mange kritikere, nogle mistede troen på os, men vi stoppede aldrig med at tro på so selv.

- Vi nåede i en VM-finale, og om nogle uger kan vi kigge tilbage og sætte pris på det.