- Det skulle være så godt, og så er det faktisk skidt.
Sådan lyder det igen og igen i Sangen om Larsen. Og sådan kan man igen og igen synge om det internationale fodboldforbund Fifa.
I løbet af de sidste 40 år er flere og flere begyndt at synge med på klagesangen om fodboldforbundet, fordi de øverste ledere i Fifa gentagne gange har tjent deres egne interesser i stedet for Fifas. Det skulle være så godt for fodbolden, men i store træk har det været ganske forfærdeligt.
Nepotisme og korruption
Den tidligere Fifa-præsident João Havalange blev tilbage i 1998 beskyldt for korruption. Senere kom nepotisme også med blandt anklagerne, præcist som vi har set det med den seneste præsident Sepp Blatter.
Og på den måde har Fifa-toppen faktisk gjort lige nøjagtigt, hvad Larsen blev offer for. Mens han kæmpede for forfremmelse i kontorlandskabetm, kunne han se chefens nærmeste løbe med de høje stillinger. Den lille mand blev holdt ude af en lukket kreds, ligesom fodboldbosserne også har lukket sig om sig selv i et korrupt spil om millioner af kroner.
- Det kunne blive så godt, men nu er det faktisk skidt.
Ny præsident vælges fredag
I dag er der imidlertid grund til at håbe på forandringer. Den nu suspenderede præsident Sepp Blatter har selv valgt at trække sig, og fredag eftermiddag vælges hans efterfølger.
Sheik Salman Bin Ebrahim Al-Khalifa, Gianni Infantino, Prins Ali Bin Al Hussein, Mosima Gabriel ’Tokyo’ Sexwale og Jerome Champagne er navnene på kandidaterne.
Den nye præsident forventes at blive udnævnt fredag eftermiddag, og på dr.dk sender vi direkte web-tv, så snart valget nærmer sig en afgørelse. Hvornår det præcist bliver er desværre svært at spå om.
Videoen øverst i artiklen er produceret af Victor Schrøder Friis.